Farlig fange begik røveri
Den flygtede Kenni Erik Hollandsbjerg og en kammerat bankede mand til at udlevere penge, øl og mobiltelefon, oplyser politiet.
Få timer efter han natten til i går flygtede fra arresten i Frederikshavn, begik Kenni Erik Hollandsbjerg og en anden mand et barskt røveri.
Ifølge kriminalinspektør Børge Fransen, Randers Politi, opsøgte de to en 29-årig mand, der bor alene i et hus på Løvenholmvej i Gjesing på det nordlige Djursland. De to gennembankede den 29-årige, inden de stak af med 300 kr., en kasse øl og en mobiltelefon.
Offeret genkendte den 28-årige Kenni Erik Hollandsbjerg, som han kender perifert.
Røveriet blev begået kort før kl. 6 mandag morgen, men blev først meldt til politiet mandag aften.
Politiet formoder, at den anden røver var den fange, som Kenni Erik Hollandsbjerg flygtede sammen med natten til mandag. Han blev mandag aften anholdt i Helsingør, efter han - forfulgt af en politipatrulje - var kørt galt i en stjålen bil.
Kenni Erik Hollandsbjerg er fortsat på fri fod og efterlyses over hele landet. Politiet opfordrer folk, der eventuelt har set eller hørt noget om ham, til at kontakte politiet.