Fandt granat i haven
Granat fundet i jorden på Djursland
En borger ved Glatved på Djursland gjorde onsdag formiddag et noget voldsomt fund, da personen var i gang med at grave i jorden ved Glatved Strandvej.
Her fandt borgeren en 40 centimeter lang granat, der målte 10 centimeter i diameter.
- Borgeren var ved at lave noget gravearbejde i sin have eller lignende, da denne fandt granaten i jorden, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi.
Politiet modtog anmeldelsen om fundet klokken 11.32, og på baggrund af beskrivelsen fra borgeren valgte de hurtigt at tilkalde Forsvarets bomberyddere.
- Bomberydderne kom ud til stedet og så nærmere på granaten. De valgte derefter at bortsprænge den på stranden derude, siger Jes Frederiksen.
Vagtchefen har ikke oplysninger om hvilken slags granat, der var tale om, men han fortæller, at det hele forløb udramatisk, og at ingen personer kom til skade.