Enighed om kampfly åbner døre for østjysk virksomhed
Terma producerer en række dele til F-35 kampflyene
Forsvarsminister Peter Christensen har i dag meddelt, at der er opnået politisk enighed om, at Danmark skal anskaffe 27 F-35 fly. Det kan få stor betydning for den østjyske virksomhed Terma, de producerer nemlig dele til F-35-programmet, som Danmark nu bliver en del af.
LÆS OGSÅ: F-35 kampfly sikrer op mod 500 arbejdspladser i Grenaa
- Efter en årelang proces er jeg glad for, at der foreligger en politisk beslutning om valg af Danmarks fremtidige kampfly. Helt konkret giver det os grønt lys til at intensivere samarbejdet med producenten bag F-35, Lockheed Martin, og deres partnere. Dette samarbejde rummer et stort potentiale for Terma, siger Jens Maaløe, adm. direktør i Terma, i en pressemeddelelse.
Terma producerer blandt andet flystrukturdele i kulfiber og komposit og radarteknologi til flyene. Det har indtil videre givet virksomheden ordrer for over en milliard.
LÆS OGSÅ: Terma præsenterer flot regnskab
Hos Terma er man ikke i tvivl om, at aftale kommer virksomheden til gavn, de forventer både flere ordrer, men også mere vækst i form af nye arbejdspladser.
- Med dagens beslutning har Danmark bekræftet ønsket om at være et F-35-partnerland, hvilket åbner nye døre for dansk forsvarsindustri, herunder naturligvis også Terma. Vi har en ambition om at udbygge vores nære relation til producenterne bag F-35 programmet, og vi føler os sikre på, at det vil generere endnu flere ordrer – og dermed arbejdspladser – hos Terma , siger Jens Maaløe.