Engang var de en eksportsucces: Nu vender danskproducerede IC3-tog hjem efter 30 år i Israel

Det skyldes, at DSB har brug for reservedele til de IC3-tog, som kører på den danske jernbane. Derfor har man tilbagekøbt togene fra Israel.

- Den har jo stået i ørkenen i seks år i Israel, og nu står den her i Grenaa, lyder det fra Mogens Mortensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

DSB har købt to brugte togsæt i Israel, der skal genbruges som reservedele til IC3-togene på de danske togstrækninger. Og de ankom i dag til havnen i Grenaa. 

- Hvis den bliver malet hvid og rød på dørene, så ligner den jo et IC3-tog, siger Mogens Mortensen.

Mangler reservedele til de danske IC3-tog

Togene er oprindeligt produceret i Randers og solgt til Israel for 30 år siden, men DSB har valgt at tilbagekøbe dem, fordi man siden Scandia lukkede i 2014 har haft svært ved at opstøve reservedele til de danske IC3-tog. 

Vedvarende udfordringer med IC4-togene har nemlig betydet, at IC3-togene skal blive på arbejdsmarkedet lidt længere end først planlagt. 

- Det er vanskeligt at skaffe reservedele til tog, der er 30 år gamle, så derfor er det en stor hjælp for DSB at få de her reservedele hjem, fortæller Mogens Mortensens gamle Scandia-kollega, Jens Madsen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

En stor dag  

Det er tydeligt at mærke, at det for begge mænd er en stor dag. 

Mogens Mortensen arbejder nu som konsulent ved JP Group i Viborg, men han var med, da de Randers-producerede IC3-tog for knap 30 år siden blev solgt til Israel. 

- Jeg har været med, lige fra vi underskrev kontrakten, til købet her, siger Mogens Mortensen. 

Det samme gælder Jens Madsen, der i dag er materielansvarlig hos DSB. 

- Det er jo lidt specielt for mig at have været nede og aflevere dem for så mange år siden, og så være med til både at købe dem og få dem hjem nu, så vi kan bruge dem ved DSB de næste mange år. Det er en stor ting, synes jeg, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Video: Kom med da togene i dag ankom til Grenaa Havn.

Tre toge ankom - men kun to skal ud at køre  

Med på fragtskibet Lady Hedwig, der tirsdag ankom til Grenaa Havn, var tre togsæt. 

Det er dog ikke alle tre, der kommer til at lade livet til DSB - ét bliver nemlig museumsblikfang hos Mogens Mortensens nuværende arbejdsgiver. 

- Det betyder, at jeg ved, de kommer i gode hænder. Målet er, at det kommer til at ligne IC3-togene, som da de blev leveret til DSB, så når du ser det om et år, så vil du sige: Hvad fanden, der står et IC3-tog, siger Mogens Mortensen. 

Forventningen er, at IC3-togene fortsat skal køre de næste 10 år, frem til elektrificeringen af jernbanen er gennemført. 

Det er DSB’s forventning, at de kommer til at tilbagelægge cirka 200.000.000 kilometer oveni de 825.000.000 kilometer, som de allerede har præsteret.



B1EEFBE9-EDFD-4175-A186-7881418D8ABC

play Festivaler savner afklaring: - Vi skal snart have noget at vide

Skærmbillede 2021-03-03 kl. 14.26.59

Smitsom hundesygdom i omløb

stadionlamper randers fc

Nu bliver det muligt at få et stykke af stadion hjem i stuen

Andreas Steenberg

Radikal profil skifter valgkreds: Steenberg satser på Aarhus

40_percent

play Rådmand stiller ikke op til næste kommunalvalg

1600px_COLOURBOX49735143

Bilist sendt på skadestuen efter sammenstød i det vestlige Aarhus