Ekspert: Det er overraskende, at DF ikke går mere frem
Kommunalforsker Roger Buch havde forventet, at landspolitikken ville smitte endnu mere af på kommunalpolitikken
Dansk Folkeparti har næsten fordoblet sit stemmetal sammenlignet med kommunalvalget i 2013 i Norddjurs Kommune.
Det viser en ny meningsmåling fra Megafon foretaget for TV 2 | ØSTJYLLAND i forbindelse med midtvejsvalget, som afholdes fra i dag og de kommende uger.
Partiet går fra otte procent af stemmerne til 15 procent. En stigning, som umiddelbart er høj, men som sagtens kunne have været endnu højere.
Sådan lyder vurderingen fra kommunalforsker Roger Buch:
- Det mest overraskende er, at det ikke er en større fremgang. Hele flygtningesituationen i Danmark og Europa ligger ellers lige til højrebenet for Dansk Folkeparti, siger han til tv2oj.dk.
- Umiddelbart kan det tyde på, at fremgangen måske også skyldes velfærds- og ældrepolitikken, og at partiet i den sammenhæng har et lydhørt publikum i Norddjurs.
Årsagen til, at Roger Buch havde forventet en endnu større fremgang, skal ses i lyset af, at Dansk Folkeparti fik fordoblet eller mere end fordoblet sit stemmetal ved folketingsvalget i 2015. Dengang var det dog helt andre procentsatser, der var tale om.
I valgkredse som Ørsted og Allingåbro i Norddjurs Kommune voksede partiet fra henholdvis 14,5 procent til 28 procent og 12 til 28,6 procent.
Ikke tage noget for givet
Resultatet ved midtvejs-statussen er derfor nærmere på niveau med resultatet ved folketingsvalget i 2011, fortæller Roger Buch:
- Det viser, at man som parti ikke bare kan regne med at få det samme resultat ved kommunalvalget, som man fik ved det seneste folketingsvalg.
Forskellen mellem kommunal- og landspolitik skyldes ifølge kommunalforskeren, at vælgerne sagtens er i stand til at skelne de forskellige valg og politikker.
Partier som Dansk Folkeparti og andre som har succes ved folketingvalg, kan derfor ikke automatisk forvente at gentage succesen i kommunerne.
Roger Buch spår, at Dansk Folkeparti også vil gå markant frem i de øvrige østjyske kommuner, men understreger samtidig, at den nye meningsmåling blot er et billede af situationen lige nu, og at meget kan nå at ændre sig på to år:
- Det handler om at få de rigtige byrådskandidater - og også mange kandidater. De skal sørge for at markere sig i lokalpolitik og føre en god valgkamp i november 2017.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender mandag aften en direkte tv-transmitteret politisk debat om Norddjurs Kommune. Se udsendelsen fra Kattegatcentret i Grenaa fra kl. 19.30.