Dommer: Det kræver respekt
Derfor kom Peter i Årets Østjyde-finalen
Årets Østjyde 2012, Peter Barnholt Lyng, kan takke konkurrencens tre dommere for, at det i sidste ende blev ham, der løb med hædren.
Blandt de flere hundrede kandidater, som østjyderne havde indstillet, udpegede dommerne de seks finalister, der gik videre til finalen søndag aften.
Blandt disse seks finalister valgte TV 2 | ØSTJYLLANDs seere i en sms-afstemning søndag aften ungdomskonsulenten Peter Barnholt Lyng fra Grenaa som den endelige vinder.
Inden kåringen af Peter Barnholt Lyng forklarede dommer Frank Vigh-Larsen, hvorfor den østjyske ungdomskonsulent var blevet udvalgt til at deltage i finalen.
- Peter er en af de der dovne offentlige ansatte, som vi altid hører om. Problemet er bare, at han ikke bare går hjem kl. 16. Han har efterladt sit mobilnummer, så man kan få fat i ham, sagde Frank Vigh-Larsen under Årets Østjyde-finalen.
- De unge mennesker, som har brug for Peter, har jo brug for ham efter kl. 16 - også selv om det er lørdag eller søndag. Det syntes vi, var så fantastisk. Der er et engagement og en vilje til at ofre sig.
- Det kræver respekt!