DF-fremgang: Folk siger stop for flygtninge
Byrådsmedlem i Norddjurs Kommune er ikke overrasket over partiets fremgang
Steen Jensen fra Grenaa var en glad mand, da han stod op og i morges.
- Det er helt fantastisk. Ikke, at det kommer bag på mig, siger han til tv2oj.dk.
Han er medlem af byrådet i Norddjurs Kommune for Dansk Folkeparti og kunne ikke undgå at falde over nyheden om, at hans parti går markant frem blandt vælgerne i kommunen.
Det viser en frisk meningsmåling fra Megafon foretaget for TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ved kommunalvalget i 2013 fik Dansk Folkeparti otte procent af stemmerne i Norddjurs Kommune, hvilket sikrede partiet to mandater i byrådet.
Den nye meningsmåling giver i stedet Dansk Folkeparti 15 procent af stemmerne, hvilket er næsten en fordobling.
Manglende forståelse
Steen Jensen tror på, at den stigende tilslutning skyldes flygtninge- og indvandrerpolitikken. Særligt de seneste måneders tilstrømning af asylansøgere har gjort udslaget:
- Folk har sat stop op for flygtninge og asylansøgere, siger han.
Mens Dansk Folkeparti går frem, går de fleste andre af partierne i Norddjurs Kommune tilbage eller forbliver status quo.
Det glæder Steen Jensen, som ikke mener, at hans byrådskollegaer fra de andre partier forstår folkestemningen, når det kommer til spørgsmålet om flygtninge:
- Når man går på hovedstrøget i Grenaa, så er der godt nok mange (flygtninge, red.). Det er ikke alle i byen, der deler begejstringen for den store indvandring, siger Steen Jensen.
TV 2 | ØSTJYLLAND afholder i dag midtvejsvalg i Norddjurs Kommune. Det munder i aften ud i en live-transmitteret debat fra klokken 19.45 til 21.15, som blandt andet Steen Jensen (DF) deltager i.
Her er deltagerne i aftenens tv-debat
- Borgerlisten - Torben Jensen
- Dansk Folkeparti - Steen Jensen
- Konservative - Benny Hammer
- Løsgænger - Harald Grønlund
- Socialdemokraterne - Jan Petersen
- SF - Mads Nikolajsen
- Venstre - Lars Østergaard