Dåbsgave fra syg morfar stjålet: - Det gjorde ondt at fortælle ham det
En el-ladcykel til cirka 30.000 kroner er blevet stjålet fra en lille families have i Grenaa.
En helt særlig dåbsgave, der skulle have givet en ung familie gode minder og en nem og billig måde at komme rundt på, er væk.
I starten af august var der en eller flere, der sneg sig ind i familiens have på Havnevej i Grenaa og slap afsted med en dyr el-ladcykel - samtidig med at en morfars forsøg på at give sit barnebarn Luna gode minder, selvom han ikke kommer til at være en del af dem selv, blev ødelagt.
- Vi ved ikke, hvor længe min far har tilbage, fordi han er terminalt syg med kræft. Det gjorde ondt, da jeg skulle fortælle ham, at hans gave var blevet stjålet, siger Michelle Laron Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Han vil os det bedste, og det var meningen, vi skulle have ladcyklen i mange år. Han kunne godt lide tanken om at kunne skabe minder for os, også når han ikke er her mere. Det fortalte han, da han gav den til dåben - så kunne han gøre det gennem cyklen.
Den stjålne el-ladcykel
- Af mærket Cargo Kid.
- LED-lommelygter er sat fast med strips under kassen foran som lys. De er ikke de originale.
- Midt på den lodrette stang, hvor styret er, sad der en strop, hvor der har siddet en holder til en cykellås.
- Der var en skrue, der var faldet ud af kassen, der holder ladet på stellet, så ladkassen sad løst.
- Hynden af læder, der hører til kassen, er ikke længere i ladcyklen, da familien havde taget den med ind natten over.
- Nøglerne til at låse batteriet fast har familien også.
En perfekt måde at være sammen
Dåben fandt sted i slutningen af sidste år, og indtil den blev stjålet, var den kun blevet brugt til at fragte Lunas far Jesper Nielsen til og fra arbejde.
- Vi solgte vores anden bil, da vi fik ladcyklen. Vi tænkte, at det kunne være en perfekt måde at være sammen med Luna og tage på ture med hende og hundene i skoven om sommeren, siger Jesper Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Men Luna nåede aldrig at få glæde af ladcyklen.
- Det er først nu her, at hun ville kunne sidde i den og være med på tur på grund af hendes alder. Jeg havde lige været ude at købe udstyr til cyklen og en lille cykelhjelm til hende. Vi skulle have været på en masse ture her i sensommeren, men det nåede vi så ikke, siger Michelle Laron Pedersen.
Kan ikke forstå det
Ifølge forældrene er tyveriet meldt til politiet, og de kommer ikke til at modtage erstatning for ladcyklen.
- Vi har ikke råd til at købe en ny. Vi er træt af at gå glip af alle de oplevelser med vores datter, for det havde vi virkelig glædet os til, siger Jesper Nielsen.
Læs også
Derudover står de tilbage med en stor frustration over, at folk ikke kan kende forskel på dit og mit.
- Jeg bliver utryg ved at vide, at nogle har rendt rundt inde på vores matrikel midt om natten. Det må være nogle, der har vidst, den var der, for det er en aflukket have. Jeg er lidt mundlam over, at nogle kan finde på sådan noget. Jeg kan ikke forstå det, siger Michelle Laron Pedersen.
Stor opbakning til efterlysning
Der er nu gået cirka halvanden måned, siden ladcyklen blev stjålet, og da den endnu ikke er dukket op, har Michelle Laron Pedersen valgt at efterlyse den på Facebook. Hun delte opslaget torsdag middag, og opslaget er sidenhen delt 654 gange i skrivende stund.
- Det er så fedt, at der er så mange, der vil hjælpe. Det sætter vi stor pris på. Jeg har fået mange beskeder om, at folk føler med os. Vi er et ungt par, der ikke har råd til særlig meget. Folk synes, det er rigtig ærgerligt, at det skal gå ud over en ung familie som os, fortæller Michelle Laron Pedersen.
Læs også
Familien har også udlovet en dusør på 3000 kroner til den, der kan få deres kære cykel hjem.
- Jeg er desperat efter at finde den. Så må det koste lidt penge, hvis det kan hjælpe med, at vi kan få den tilbage.