Carl-Eric undrer sig: Hvor blev Djursland lige af?
I går var der informationsmøde om en kommende Kattegatforbindelse, men for Carl-Eric Würtz Pallesen manglede der noget.
Computeren var tændt, og lyden skruet helt op.
Det var tid til at se de første resultater i arbejdet med en kommende kattegatforbindelse mellem Sjælland og Jylland, da der var virtuelt informationsmøde i går aftes.
Det varede på den gode side af to timer, men alligevel var Carl-Eric Würtz Pallesen fra Grenaa lidt skuffet, da det hele var forbi.
Læs også
- Jeg finder det stærkt bekymrende, at Djursland-linjeføringen stort set ikke blev nævnt, siger han.
Ingen synlig modstand endnu på Djursland
Mens der har været en del kritiske røster, når snakken er faldet på en bro over Samsø og særligt de naturmæssige konsekvenser, så har Carl-Erik Würtz Pallesen været bannerfører for en forbindelse til Djursland.
Han er medforfatter til et borgerforslag om at få Kattegatforbindelsen til at gå fra Djursland.
Forslaget har ikke fået den store opbakning, men til gengæld har Carl-Erik Würtz Pallesen heller ikke hørt kritik om tanken endnu.
- Ikke en eneste lyd fra potentielle kritikere har der været på Djursland, og det står i kontrast til den modstand, som Kattegatforbindelsen møder på Samsø og på kyststrækning i Odder Kommune, siger han.
Ved det virtuelle møde lagde han mærke til, at der var en del andre, som kommenterede og spurgte ind til, hvorfor der ikke blev præsenteret noget om Djursland.
Sund & Bælt: Djursland er ikke underprioriteret
Bag gårsdagens virtuelle møde stod Vejdirektoratet, Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen samt Sund & Bælt.
Her lyder forklaringen, at det er logistik, som har gjort, at linjeføringen direkte fra Sjællands Odde og til Jylland udenom Samsø ikke var med i den første linjeføringsrapport.
- Alene for Samsø-løsninger er der over 100 kombinationsmuligheder, og derfor valgte vi at dele det op, for det er et kæmpe stykke arbejde at lave de her undersøgelser, siger Frederik Fisker, projektchef hos Sund & Bælt og uddyber:
- Nu er vi næsten færdige med rapporten om linjeføringen fra Sjællands Odde til Djursland, og så bliver det materiale også offentligt tilgængeligt.
I Grenaa har Carl-Erik Würtz Pallesen ros til grundigheden i gårsdagens præsentation, og selvom der blev svaret på et enkelt spørgsmål om Djursland, så bekymrer det ham, at det ikke fyldte mere.
- Når Vejdirektoratet præsenterer et så omfattende stykke arbejde med kortlægning af mange forskellige linjer og muligheder, så frygter jeg, at tanken om en Kattegatforbindelse fra Sjællands Odde direkte til Djursland er taget af tegnebrættet, siger han.
Hvad bygger du den bekymring på?
- Jeg undrer mig over, at det virtuelle borgermøde var så gennemarbejdet, og så mangler vi altså at få information om, hvor Djursland er henne i alt det her.
Rapport færdig i løbet af efteråret
Igen lyder svaret fra Sund & Bælt, at der er en naturlig forklaring på den bekymring.
Den første linjeføringsrapport har været færdig i et stykke tid, men informationsmøderne er blevet udskudt et par gange pga. corona.
Derfor blev det nu til virtuelle informationsmøder, og der bliver arbejdet på højtryk med den næste linjeføringsrapport, hvor Djursland også er med.
- Det er vi i gang med at kigge på, og resultaterne kommer i efteråret. Forhåbentlig kan vi sige noget allerede i slutningen af oktober, siger Frederik Fisker, projektchef hos Sund & Bælt.
Hvorfor ventede I ikke med de virtuelle informationsmøder til også denne del af arbejdet var færdigt?
- Vi skulle have holdt de første informationsmøder i foråret, men så kom corona, og vi mente ikke, at vi kunne udskyde møderne mere.
Han understreger, at rapporterne om de mulige linjeføringer fra Sjællands Odde til Jylland også vil blive tilgængelige på www.kattegat.dk, så snart de er klar til det.