Borgmester glad for nye arbejdspladser
SKAT opretter 40 nye jobs i Grenaa
Jan Petersen (S), der er borgmester i Norddjurs Kommune, er mandag en glad mand.
Det er han, fordi SKAT har offentliggjort, at man opretter 40 nye stillinger i Grenaa. Det lokale skattecenter har tidligere været truet af lukning, men nu bliver 80 medarbejdere i stedet udvidet til 120.
- Jeg er glad, og jeg håber, at det giver nogle jobs til for eksempel nogle af vores ledige HK'ere, siger Jan Petersen.
Også det østjyske medlem af Folketinget, Britt Bager (V), glæder sig over de nye arbejdspladser, som hun har arbejdet på at hente til Østjylland.
- Da jeg hørte det, lagde jeg selvfølgelig billet ind på at få nogle arbejdspladser til Grenaa, fordi de bygninger, vi er i i dag, har kapacitet til at tage helt op til 120-130 medarbejdere, siger Britt Bager.
40 nye arbejdspladser til Skat i Grenaa
Stor ledighed
Norddjurs Kommune har med 4,4 procent en af de højeste ledighedsprocenter i Østjylland.
- Det hjælper selvfølgelig på det sted, hvor vores ledighed blandt andet har et problem, og det er på HK-området. Vi har en faldende ledighed, fordi det går vældig godt i vores industri, men det hjælper ikke så meget på for eksempel HK-området. Så de nye jobs vil forhåbentlig bidrage til, at ledigheden falder, siger Jan Petersen.
Ikke ensbetydende med lavere ledighed
Men ifølge kommunalforsker Roger Buch er nye jobs i Grenaa ikke ensbetydende med en lavere ledighed i Norddjurs Kommune.
- Her, hvor der er tale om nogle nye arbejdspladser, er der selvfølgelig en chance for at få nogle til at slå sig ned, men stadigvæk må man regne med, at mange af dem, der er kvalificerede til de her stillinger, formentlig bor i Aarhus og andre af de større østjyske byer, og så er spørgsmålet, om man så kan lokke dem til at flytte til Grenaa, siger Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Du kan se mere om de nye arbejdspladser i tv-indslaget øverst på siden.