Borgere fanget i systemet
Får hverken sygedagpenge eller kontanthjælp
Hvad gør man, hvis man ikke har mulighed for nogle former for forsørgelse og ikke føler, man får samme hjælp som andre?
For Peter Grove Storgaard fra Allingåbro var svaret at vise sin utilfredshed. Han demonstrerede i dag sammen med en række andre borgere foran rådhuset i Grenaa.
Han blev for få år siden udsat for en arbejdsulykke i forbindelse med sit job som brandmand, hvor han kom til skade med både ryg og skulder.
Efterfølgende kom han på sygedagpenge, men da de 52 uger var gået, lukkede kassen, og han havde ikke længere mulighed for økonomisk hjælp. Han kunne ikke få kontanthjælp, fordi hans kone havde et arbejde.
Hvis Peter Grove Storgaard var kommet til skade efter den 1. februar i år, ville han, på grund af den nye sygedagpengereform, have haft mulighed for en ydelse, som er uafhængig af ægtefælle eller samleveres indtægt.
- Jeg står stadig i det uvisse. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Peter Grove Storgaard har været i jobafprøvning og fået afklaret, at han kan arbejde syv timer om ugen. Han mener bare ikke, at Norddjurs Kommune har gjort nok for at hjælpe ham ud af situationen.
I dag fik han mulighed for at tale med politikere fra Folketingets beskæftigelsesudvalg, som var på besøg i Norddjurs Kommune for lære mere om job og vækst i vindmølleindustrien.
Se et tv-indslag øverst på siden, hvor du kan høre, hvad folketingspolitikere og borgmester mener om Peter Grove Storgaard og de andre borgeres dilemma.