Bilforhandler: Jeg er frustreret
Tyve på jagt efter airbags og nummerplader
Der er blevet stjålet usædvanligt mange nummerplader og airbags i denne uge.
På et døgn har en eller flere personer stjålet enten nummerplader eller airbags fra henholdvis parkerede biler og biler hos bilforhandlere på Djursland. Det skriver lokalavisen.dk.
Det er især gået hårdt ud over to bilforhandlere på Trekanten i Grenaa.
Tyvene skaffede sig adgang til billerne ved at klippe sig igennem et pigtrådsnet. De har derefter knust ruderne i bilerne.
Frustreret bilforhandler
Hos den ene bilforhandler stjal de fem airbags fra personbiler og fra bilforhandleren Bilbutikken fik tyvene hele ni airbags med. Indehaver af Bilbutikken Lars Skipper er frustreret, han fik også stjålet 13 airbags i april.
- Der venter os et stort arbejde. Det er ærlig talt noget bøvl. Tyvene ødelægger jo bilerne, og det kan tage os op mod to måneder at reparere skaderne og skaffe reservedelene hjem, siger Lars Skipper, der nu vil installere overvågning af bilerne.
I samme døgn blev der også stjålet usædvanligt mange nummerplader.
Der er blevet anmeldt fire stjålne nummerplader alene i Grenaa - i det ene tilfælde er der endda afsavet en hel kølergrill - en i Kolind, en i Mørke, en i Hornslet og en i Feldballe.
Politiet ved endnu ikke, om de mange tyverier og indbrud er lavet af én bande. Det skriver lokalavisen.dk.