Anny har haft sit hus til salg i fem år: Nu gider jeg ikke mere
En stor del af hussælgerne i Norddjurs Kommune dropper at få solgt deres hus
To stuer og et køkken. Gang, baggang og badeværelse.
Anny Frank viser rundt i sit hus i Vivild, som hun købte i 2001.
Efter ni år i huset drømte hun om at flytte til en lejlighed i Randers, fordi haven var blevet for meget for hende.
- En gang kunne jeg godt lide at være i haven og lave en hel masse. Men jeg kan simpelthen ikke holde til det, siger Anny Frank, der er pensionist.
Derfor satte hun i 2010 huset til salg. Fem år senere var huset endnu ikke solgt.
- Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Det er et godt hus, siger Anny Frank, der nu har opgivet at sælge sit hus.
- Jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne blive boende, siger Anny Frank.
Dermed har hun gjort som 39 procent af boligsælgerne i Norddjurs Kommune. De dropper at sælge deres hus.
Ifølge en opgørelse fra boligportalen Boliga er Norddjurs det sted i landet, hvor flest boliger bliver taget af markedet uden at være blevet solgt.
Læs også
Det er der en forklaring på.
- Mange sælgere håber på Aarhus-effekten. Vi har jo set, at vores nabo mod syd – Syddjurs Kommune – har oplevet en stigning i huspriserne, siger Jacob Steengaard, der er medindehaver af Nybolig i Grenaa.
Sidder i venteposition
Han tror, at der er mange hussælgere i Norddjurs, der sidder og håber på, at stigningen når til Norddjurs.
- Mange sidder i venteposition og siger, at hvis de ikke kan få den gode pris for deres hus, så venter de et par år, siger Jacob Steengaard.
Læs også
Vivild ligger en halv times kørsel fra Randers og Grenaa og tre kvarters kørsel fra Aarhus.
Anny Frank vil ikke sælge sit hus for under 500.000 kroner. Men kommer der nogen, der vil købe det, kan de købe det. Ellers bliver hun boende i huset.
- Nu har jeg bestemt mig for, at det ikke er til salg mere. Jeg gider ikke at få dårlige nerver over at gå og spekulere på at skulle sælge det, siger Anny Frank.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om Anny Frank, der har haft sit hus til salg i fem år. Nu har hun droppet at sælge det.