Anholdt efter flere indbrud
To personer erkender flere tilfælde af indbrud
Borgerne i Grenaa har de seneste dage været udsat for en stribe indbrud, og den seneste døgnrapport fra Østjyllands Politi afslører, at der det seneste døgn er blevet anmeldt syv indbrud i byen.
Østjyllands Politi har nu anholdt to personer, som ifølge politiet har erkendt at have begået "nogle" indbrud byen.
De to personer, en 23-årig kvinde og en 20-årig mand, blev anholdt natten til mandag.
Her fik politiet en anmeldelse om et indbrud i et udhus på Lillegade i Grenaa. Ikke langt derfra så en politibetjent en mand kommende løbende med en sportstaske.
Manden passede på signalementet fra indbruddet, hvorfor betjenten satte efter ham, da han ikke stoppede op, da han blev råbt an.
Politimanden fik stoppet den 20-årige i en passage ved Storegade.
Lidt efter hørte politiet en lyd fra en nærliggende gyde. Lyden viste sig at komme fra en 23-årig kvinde fra Grenaa, som ifølge politiet passer på et signalement fra et indbrud om lørdagen.
På baggrund af genstande fundet på de to personer, ved en ransagning af kvindens bopæl og deres forklaringer blev de begge anholdt, og de er sigtet for flere indbrud begået i Grenaa.
Ifølge Østjyllands Politi har de erkendt "nogle" af de mange indbrud, som har ramt Grenaa de seneste dage.
Den 20-årige mand fremstilles i dag, mandag, i grundlovsforhør sigtet for indbrud, mens kvinden er blevet løsladt efter endt afhøring - hun er dog fortsat sigtet i sagen.