Motorvejen spærret efter ulykke
Der er sket en ulykke på E45 i sydgående retning omkring Randers. Politiet har spærret motorvejen i sydgående retning.
Torsdag eftermiddag er der sket et trafikuheld på E45 i sydgående retning lidt nord for Hammelvej ved Randers. Og det skaber meget lang kø på motorvejen.
Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.
To biler er involveret, og den ene bil ligger på taget.
- Den ene part er lettere personskadet, og den anden er uskadt. Det er nådigt sluppet, fortæller vagtchef Flemming Lau til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet har valgt at spærre begge spor i sydgående retning og anbefaler bilister at vælge en anden rute og køre fra ved afkørsel 39 eller 40.
- Der er også nogle, der kommer kørende ad Viborgvej og kører sydpå. De opfordres til at køre ind gennem Randers i stedet for at køre på motorvejen, da den er spærret, siger vagtchefen.
De arbejder nu på at fjernet de to biler fra motorvejen, så motorvejen igen kan åbnes.