Ekspert: Man behøver ikke have det sorte bælte i karate for at komme væk
Kvinder skal ikke være kampsportsmestre for at forsvare sig mod overgreb. En ekspert i voldsforebyggelse kommer her med råd til, hvordan kvinder kan skabe mere tryghed for sig selv
Chris Poole har mange års erfaring som konsulent i forebyggelse af vold. Gennem de seneste 40 år har hun undervist i, hvordan kvinder forebygger volden fysisk og psykisk.
Derudover har hun skrevet adskillige bøger om samme emne og er også medlem af ekspertgruppen Det Nationale Voldsobservatorium under Kvinderådet.
Hun har i alle årene beskæftiget sig med årsagerne til kvinders utryghed, men også hvad kvinderne kan gøre for at være forberedt på et overgreb. Læs hendes forklaringer herunder.
Hvad er årsagerne til utrygheden?
- Den første er, at piger fra de er helt små får at vide, at der ”noget” derude, som er farligt. Forældre gør i den bedste mening deres piger opmærksomme på, hvad der kan ske.
- Den anden grund er, at det her er et samfundsproblem og ikke bare de enkelte kvinders problem, når så mange piger bliver krænket i hverdagen med uønskede udtalelser om undseende, bliver gramset på i nattelivet osv. Disse oplevelser kan styrke frygten. Det giver en fornemmelse, at der er mænd derude, som ikke respekterer pigers rettigheder.
- Det er et demokratisk problem. Mange piger holder sig tilbage, når mørket falder på og bliver hjemme, siger Chris Poole.
Hvad kan der gøres?
Chris Poole mener, der er flere måder at undgå frygten for kvinderne. Der er dels den forberedende gennem dagligdagens hverdagssituationer. Men hun råder også til små tricks i kampens hede.
- Kvinder har brug for konkrete værktøjer, som kan bruges i hverdagen.
- For det første er der manglende viden om, hvilke situationer der rent faktisk er farlige for piger og kvinder. De fleste tilfælde af vold mod piger og kvinder foregår ikke på gaden, men bag hjemmets fire vægge. Det er omvendt med drenge og mændene.
- Volden og voldtægt har oftest en lang optakt. Optakten foregår oftest over en lang periode, hvor der eksempelvis er en, der prøver vores grænser af. Og det er de færreste piger, der har lært at identificere en optakt. Og det skal vi gøre noget ved.
- Piger kan øve sig i hverdagssituationer. Det er i hverdagssituationer langt væk fra truslen om vold, vi kan træne os i at mærke efter, hvad man har lyst til og ikke har lyst til og give udtryk for det. Helt lavpraktisk kan det være at tage stilling til, om du skal have noget i kaffen i stedet for at lade det være op til den, der spørger.
- Det er håndtering af små hverdagssituationer, der kan være med til at opbygge en positiv selvfølelse. Og det gør, at man er bedre rustet, når der eventuelt opstår en presset situation såsom optakten til en voldtægt. I stedet for at blive lammet af angst, kan man træne sig i at sætte grænser i dagligdagen og på den måde blive bedre til at tackle pressede situationer.
- Når jeg underviser, fortæller jeg, at det er vigtigt at sætte klare og tydelige grænser. Men i de situationer, hvor vores grænser ikke bliver respekteret af mænd uden for pædagogiske rækkevidde er det vigtigt at skabe afstand og ikke blive i situationen.
- Man kan blive fanget i sin ”pænhed”. I de helt tilspidsede situationer, så skal man ikke tro på, at mænd er stærke og kvinder er svage. Spark i knæ, slag i solarplexus. Og øjnene og næsen er sårbare områder, du kan udnytte. Man behøver ikke have det sorte bælte i karate for at komme væk.
- Det er ikke 10 runder i en boksekamp, man skal udkæmpe, men det handler om at overraske og overrumple, så du kan komme væk, siger Chris Poole.