Svinger køllen på Djursland - bolden lander i USA
Syv uger i Malaga er byttet ud med corona-restriktioner. Nyt udstyr bringer dog smil frem hos Torben Bach Sørensen og resten af Grenaa Golfklub.
Slå op i et hvilket som helst golfmagasin. Rejser, rejser og atter rejser. Golf og rejseliv hænger sammen.
- Jeg skulle faktisk have været syv uger til Malaga nu her, siger Torben Bach Sørensen, eventkoordinator hos Grenaa Golfklub.
De planer har corona-pandemien sat en stopper for.
I stedet kunne han se frem til en lang vintersæson herhjemme med regn, rusk og slud, men et indendørs lyspunkt har ramt golfklubben i Grenaa.
En golfsimulator med avanceret måleudstyr er landet – og selvom det er sket uafhængigt af corona-situationen, så hænger det alligevel lidt sammen.
Læs også
- Nu bliver det nemmere at komme igennem perioden, mens vi venter på en vaccine. Vi kan blive bedre til at spille golf indendørs, når vejret ikke tillader at spille ude, siger han og fortsætter:
- Det er her, vi kan få vores lyst styret.
Et computerspil og meget mere
Helt konkret har virksomheden Teebox leveret en pavillon til Grenaa Golfklub.
Inde i den er der en golfsimulator og en TrackMan, som kan måle fart, retning og meget mere, når golfspillerne svinger bolden mod bagvæggen.
- Det er både rigtig træning, men også et legerum for dem, som elsker golf. Man mister ikke sin bold, hvis den ryger i vandet, siger klubbens formand, Anthony Bjerregaard, med et smil.
Læs også
Undervejs kan spillerne vælge, at de virtuelt spiller på forskellige ikoniske golfbaner verden over.
- Når man kommer herind, så glemmer jeg lidt, at jeg er i Danmark. Så nyder jeg at spille og konkurrere, siger Torben Bach Sørensen.
Er det ikke lidt kedeligt i forhold til at rejse til Malaga?
- Der er nok ingen tvivl om, hvad mit valg ville være, hvis jeg frit kunne vælge mellem Malaga eller at stå i vores nye Teebox.
Flere medlemmer i de danske golfklubber
Hen over sommeren har der været tætpakket på de danske golfbaner.
I Grenaa har de fået 80 nye medlemmer, forklarer formand Anthony Bjerregaard, og tendensen på landsplan er medlemsfremgang.
- Der er ingen danskere, som er rejst ud. Alle er blevet hjemme, og det har rent faktisk bevirket, at mange har været ude og snuse til golfspillet, siger han.
Der er findes golfsimulatorer mange steder i Danmark, men kombinationen med det avancerede måleudstyr er mere sjælden.
- Så golfspillere mange steder fra vil have rigtig stor glæde af at komme til Grenaa og prøve det, siger Anthony Bjerregaard.
Virtuel vind, men ingen motion
Torben Bach Sørensen er pensionist og spiller golf tre-fire gange om ugen.
Nu, hvor rejserne er aflyst, ville det have svært at fortsætte i samme tempo vinteren over, men det giver den nye golfsimulator mulighed for.
- I stormvejr, rusk, regn og sne kan vi stadig spille golf, fordi vi har fået stedet her, siger han.
Selvom han faktisk kan justere den virtuelle vindstyrke, når han spiller indenfor, er der også ting, som bare ikke er det samme.
- Man får ikke motion ved at stå her. Normalt går jeg ti kilometer, når jeg spiller hele banen igennem udenfor, men det får jeg ikke med herinde, siger han.
Grenaa Golfklub er den første klub i Jylland, som har fået leveret en Teebox med TrackMan, men flere klubber følger trop i fremtiden.