Rådmand har ingen Letbane-kommentarer: Afventer redegørelse
Teknik- og Miljørådmand i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S) vil ikke kommentere på forsinkelsen af Letbanen
Kristian Würtz (S), der er Teknik- og Miljørådmand i Aarhus Kommune, har igennem mange år været en af de varmeste fortalere for Letbanen i Aarhus. Han har i sit politiske virke stemt for flere etape-udvidelser af Letbanen, og han har argumenteret for, hvorfor Letbanen vil være et positivt indspark i den aarhusianske infrastruktur.
Fredag aften blev det så offentliggjort, at den planlagte Letbane-åbning, der skulle finde sted om lørdagen, ikke blev til noget, da Trafikstyrelsen ikke kunne give den fornødne sikkerhedsgodkendelse til Letbanen.
Læs også
Udover at være politisk fortaler for Letbanen og ansvarlig rådmand på området, sidder Kristian Würtz også i Letbanens bestyrelse, og derfor vil TV2 ØSTJYLLAND gerne have stillet ham spørgsmål til udsættelsen af Letbane-åbningen.
Men rådmanden ønsker ikke at stille op til interview og siger via sin pressemedarbejder, at han afventer den redegørelse af sagen, som borgmester Jacob Bundsgaard (S) har bestilt, før han eventuelt vil udtale sig. Den rapport ventes at lande på borgmesterens kontor i morgen, mandag.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND ville gerne have spurgt Kristian Würtz om, hvornår han fik at vide, at Letbanen ikke ville komme på skinner lørdag, og hvornår han første gang blev bekendt med, at der var en risiko for, at åbningen måtte udsættes - samt hvordan han forholder sig et eventuelt ansvar for problemerne som bestyrelsesmedlem i Aarhus Letbane I/S.
Der vil gå minimum halvanden måned, før at Aarhus Letbane kan komme på skinnerne, vurderer vicedirektøren i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Kåre Clemmesen.
Læs også
- Jeg kan jo ikke garantere en godkendelse, og jeg ved heller ikke, hvor lang tid det præcis vil tage, fordi det er til dels op til Keolis (operatøren, red.) og til Aarhus Letbane, at få lavet arbejdet færdigt, siger Kåre Clemmesen.
- Men min umiddelbare tro er, at hvis de prioriterer det stærkt, så er det noget, der kan gøres inden for halvanden til to måneder. Det er i hvert fald helt urealistisk, at det skal ske inden for et par uger, siger han.
Fredag var Kåre Clemmesen skarp i vendingen overfor TV2 ØSTJYLLAND, da han fortalte, at sikkerheden hos Letbanen ikke var 'i nærheden af noget, man kunne godkende'.
- Det er simpelthen for tyndt. Det fremstår ufærdigt. Det er ikke svarende for dagens standard, sagde Kåre Clemmesen til TV2 ØSTJYLLAND.