Letbanen skruer op for sine testkørsler: Undgå Nørreport
Aarhus Letbanes testkørsler kommer nu til at præge Nørreportkrydset i Aarhus i en grad, så trafikanter opfordres til at finde andre veje
Aarhus Letbane og Aarhus Kommune opfordrer trafikanter til at holde sig væk fra Nørreportkrydset i denne tid.
Årsagen er, at letbanen her i weekenden skruer op for antallet af testkørsler, så den også omfatter morgentrafikken og svarer til køreplanen, når letbanen senere i september åbner for passagerer.
Jørgen Hansen, Aarhus Letbanes anlægschef, medgiver, at særligt hos trafikanter omkring Nørreportkrydset er tålmodigheden allerede hårdt prøvet.
Men folk skal fortsat forvente længere rejsetider og periodevise uregelmæssigheder, fortæller han.
- Det er en kompliceret opgave, som vores leverandør arbejder på i disse uger. Lysreguleringerne skal justeres, så de både sikrer, at letbanetogene kommer hurtigt gennem byen, og at bilisterne kommer til at holde for rødt i så kort tid som muligt, siger Jørgen Hansen i en pressemeddelelse.
Læs også
Han understreger vigtigheden af, at folk ikke kører over for gult lys.
- Selv om det er frustrerende at holde i kø, er det meget vigtigt at holde tilbage for gult lys. Ventetiden vil blot blive længere, hvis en bil bliver fanget i krydset og blokerer for toget. Vi må derfor bede bilisterne om at have øget opmærksomhed på den nye trafikant i bybilledet, siger han.
Aarhus Kommune opfordrer folk til at finde andre veje, hvis det kan lade sig gøre.
- Trafikanter uden et ærinde i området bør finde andre ruter, for der vil opstå lange køer i perioder. Ringvejen eller Ringgaden vil i mange tilfælde være det bedste alternativ, siger Trine Buus Karlsen, chef for anlæg i Teknik og Miljø.