Letbanen løfter sløret for fremtiden
Aarhus Letbane holder åbent hus lørdag den 8. oktober, hvor folk kan blive klogere på tog og teknik
Hvordan ser et letbanetog egentlig ud?
Svaret på det og mange andre spørgsmål får du, hvis du lørdag den 8. oktober besøger Aarhus Letbanes trafik- og servicecenter i Banegraven. Her står letbanens to første tog klar. Det ene er et Variobahn, der fra 2017 skal køre i og omkring Aarhus og til Odder. Det andet tog er et Tango, der primært skal køre til Grenaa.
Udover togene kan folk se det næsten færdigbyggede trafik‐ og servicecenter, der huser både værksted og kontrolcenter. Centret er opført med bæredygtighed for øje. Det betyder konkret, at letbanetogene skal vaskes i opsamlet regnvand. På centrets tag er der grøn beplantning, som både isolerer bygningen og forsinker nedsivningen af regnvand.
Letbanedirektør Claus Rehfeld Moshøj glæder sig til at vise tog og center frem.
‐ Vi ser frem til at vise de kommende brugere af letbanen, hvad de kan glæde sig til i 2017. Vi synes selv, at vi har fået designet og indrettet nogle flotte og funktionelle letbanetog, der virkelig kommer til at løfte den kollektive trafik i Østjylland. Og er man til tog og teknik, vil man også sætte pris på trafik‐ og servicecenteret, der fremstår som et topmoderne "nervecenter" for hele letbanesystemet, siger han i en pressemeddelelse.
Aarhus Letbane åbner i 2017. Lørdagens åbne hus foregår i tidsrummet 10-15, og der er gratis adgang.