Juleudstilling åbnet: Dokk1, Letbanen og Aarhus Ø bygget i klodser
Vandtårnet, Den Uendelige Bro, Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Aros. Mange af byens markante bygningsværker kan lige nu opleves i miniature i vinduerne hos Salling
Et minipariserhjul af lego drejer rundt og rundt, mens en lego julemand gynger i sin gyngestol.
Den årlige juleudstilling bygget af LEGO-klodser i vinduerne hos Salling er nu åben og i år er mange nye bygninger kommet med.
Læs også
- I år har vi udvidet LEGO-byen og gjort den større, fordi den har været så populær de andre år, fortæller Lars Højgaard, der er stormagasinchef i Salling til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er i år fjerde gang, at Salling bruger LEGO-klodser i deres juleudstilling, som kan opleves fra gågaden i Aarhus. LEGO-bygningerne er gennem det seneste halve år blevet bygget op af en gruppe LEGO-entusiaster i foreningen Byggepladen.dk
- I år er udstillingen udvidet med miniaturer af bygningsværker i Tivoli Friheden: Rutsjebanen og pariserhjulet samt nogle af de nye byggerier på Aarhus Ø, fortæller stormagasinchef Lars Højgaard.
- Alle motiver i LEGO-byen i vores vindue har noget med Aarhus at gøre.
Læs også
Man kan således både se Aros med tilhørende regnbue, Vandtårnet og Dokk1 i miniaturebyen.
Stormagasinet Salling har i årtier haft bevægelige elementer i sin vinduesjuleudstillinger. Mange husker måske robotnissen, som i årevis knaldede løs på vinduet med sin stok december efter december.
Det er dens vindue, som for fire år siden blev afløst af LEGO-byen.
Læs også
- Vi har jo i Salling en mangeårig tradition for at have et vindue, hvor der sker noget, som børnene kan komme og kigge på. Tidligere var det et mekanisk vindue, som de fleste århusianere kan huske at have set de sidste 30-40 år, fortæller stormagasinchefen.