Det siger borgmester og borgere om udskudt åbning af Grenaa-banen
De er mere eller mindre diplomatiske, men hverken borgere eller borgmester jubler over ny melding om letbanen
Letbanestrækningen mellem Aarhus og Grenaa kan tidligst åbne sidst i marts 2019.
Det oplyste Aarhus Letbane fredag eftermiddag. Forsinkelsen skal være et resultat af en ny gennemgang af det arbejde, der skal udføres for at få strækningen godkendt til kørsel med passagerer.
Læs også
Dagens udmelding lader ikke til at komme som en kæmpe overraskelse for borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S).
- Vi er hærdede efterhånden. Vi har manglet tog i 2 år. Vi glæder os, til det kommer, og vi er enormt utålmodige. Vi må bare tage det til efterretning, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Borgmesteren har ikke brug for at gentage sin kritik af det forløb, der har været i forhold til Grenaa-banen. Det ændrer jo ikke noget, lyder det.
Jan Petersen kommer dog med en tør og diplomatisk kommentar til situationen.
- Vi har været tilskuere til noget, som man forhåbentlig kan lære af fremover, for det har på ingen måde være kønt.
Horribel planlægning
Mindre diplomatiske var de borgere, TV2 ØSTJYLLAND fredag mødte i Grenaa.
- De er bagud på tid, de bruger for mange penge på det, og de har ikke styr på, hvad de laver. I bund og grund er det røvdårlig projektplanlægning. De kunne gøre et meget bedre job, siger underviser Morten Jeppesen.
Læs også
- Jeg synes, det er rigtig irriterende. Jeg kunne nemt bruge den i stedet for busserne. Jeg synes, jeg har ventet rigtig lang tid, men det kommer ikke bag på mig, at det er udskudt, lyder det fra butiksmedarbejder Aija Vogel fra Grenaa.
- De viser med al tydelighed, at de er et godt eksempel på, hvad man ikke skal gøre i sin planlægning. Det virker lidt som en joke, ikke. At man kan bruge så mange penge over så lang tid på vores regning, siger underviser Johnny Christensen og fortsætter:
- For mine kollegaer betyder det utrolig meget, for jeg har mange kollegaer, der kommer fra Aarhus, og de kunne få en meget lettere hverdag. For Grenaa som et sted, hvor man arbejder, betyder det utrolig meget.
Når letbaneåbningen fra Aarhus til Grenaa atter bliver udskudt, skyldes det ifølge Aarhus Bane en godkendelsesproces, hvor Aarhus Letbane og assessor først skal udarbejde en omfattende ansøgning. Når den er afleveret, skal Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen behandle sagen, og det kan være en tidskrævende proces.
- Vi er kede af, at vi ikke har fået åbnet til Grenaa. Jeg forstår godt, folk er skuffede og frustrerede. Den har stået lukket i 2,5 år, når vi starter, og det er lang tid. Vi vil også gerne ud at køre. Det står allerøverst på min ønskeseddel, siger Aarhus Letbanes direktør, Michael Borre.