Skuespiller Mette Horn vender hjem til Aarhus

I ugens udgave af Kulturkampen har anmelderne oplevet gratis kultur. De vender og drejer en ny opfindelse i Aarhus Festuge: Inversus Festival. Skuespiller Mette Horn gæster studiet til en snak om stykket 'En kvinde uden betydning', som fredag har premiere på Aarhus Teater. Direktøren for selvsamme teater, Henning Kjærsgaard, er snart forhenværende direktør. Han fortæller om den beslutning, og hans oplevelser efter snart 8 år på posten. Til sidst kigger programmet forbi Kulturcentret Silkeborg Bad, der har fået 12 nye skulpturer i parken.
Udgivet 31. august 2016

Kulturkampen

Er du bruger af kulturelle tilbud på fx Aros, Musikhuset, Randers Egnsteater, Glasmuseet i Ebeltoft eller Museum Jorn i Silkeborg, har du måske også lyst til at være anmelder i Kulturkampen?

Anmeldelserne er tidligere blevet leveret af etablerede personligheder fra kulturlivet i Østjylland, men nu har du muligheden for at blande dig i debatten. Opgaven består i med cirka 14 dages varsel at opleve et navngivet kulturtilbud og efterfølgende komme i tv-studiet og fortælle om oplevelsen. Du skal hverken være uddannet kunsthistoriker eller kunstner. Det vigtigste er, at du interesserer dig for kunst og kultur.