SK Aarhus-træner: Uskøn og hektisk kamp

Glæde over sejr i SK Aarhus, mens Skanderborg overvejer at sætte holdlederen til at skyde straffe

02:51

Glæden var stor hos SK Aarhus-træner, Jesper Holmris, da de aarhusianske håndboldkvinder i dag sikrede sig to point mod Skanderborg.

- Det var en uskøn kamp, og der var ikke så mange af vores spillere, der leverede en toppræstation. Men vi stod godt i forsvaret, siger Jesper Holmris til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Læs også Aarhus tabte tæt kamp mod Esbjerg

- Jeg tror faktisk, at mange spillere var nervøse. Det var en kamp, hvor vi for en gangs skyld var favoritter, så vi skulle vinde. Så selv om vi fører med tre ved halvleg, var vi unødvendigt hektiske. Sådan er det nogle gange med unge håndspillere. Men der var også mange gode ting, siger Jesper Holmris, der med to sejre i turneringens første fem kampe overordnet er godt tilfreds.

Anderledes var humøret i Skanderborg-lejren.

- Det var noget skidt, siger Skanderborgs træner, Mikkel Voigt Frederiksen. 

Før kampen vidste han godt, at Skanderborg skulle ramme en rigtig god dag for at vinde.

Læs også Oprykkere stadig uden sejr: Stor lussing på hjemmebane

- Vi var fint med til pausen, men brænder nogle store chancer. Derfor er vi nødt til at gå til pause med minus tre mål. Vi var ikke ved at tabe kampen på det tidspunkt, men så kommer vi skidt ud fra pausen, og det må vi hjem og kigge lidt på, siger Mikkel Voigt Frederiksen.

Straffekast er også et område, hvor de er plads til forbedring i Skanderborg-lejren. Efter et utal af brændte straffekast er træneren klar til at tage utraditionelle metoder i brug.

- Vi har talt lidt om, at vores holdleder Maj Britt må holde sig varm og gå ind og skyde, siger Mikkel Voigt Frederiksen uden dog at være helt opgivende.

- Vi har en stor tro på vores eget projekt. Vi har en fin måde at spille håndbold på, og den holder vi fast i. Så skal vi lige back to basic og arbejde videre med de ting, vi ved, at vi kan, siger Mikkel Voigt Frederiksen.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele inteviewet med SK Aarhus-træner Jesper Holmris.