Valg til Ældrerådet: - Stem eller lad være med at brokke dig
Der er nu valg til Ældrerådet, og de ældre på Lokalcentret Skelager er enige om, at det er vigtigt, at deres stemmer bliver hørt i byrådene
Eftermiddagen går med fællessang og strikketøj på Lokalcenter Skelager i Aarhus.
Men selvom klaveret spiller og kaffen er varm, kan de besøgende i centrets cafeteria godt finde på en ting eller to, der kunne gøre deres tid på plejehjemmet endnu bedre.
- For mig er det vigtigt, at jeg har noget at glæde mig til, når jeg står op, og at jeg har nogle gode mennesker omkring mig. At jeg ved, at i dag skal jeg måske til kunstmaling, eller i dag skal jeg måske til træning, siger Helle Thilits Jørgensen, der er beboer på Lokalcenter Skelager.
Læs også
Hun har da også helt klart tænkt sig at sætte sit kryds.
- Det er vigtigt, at man altid ytrer sin stemme, for ellers har man ikke ret til at brokke sig, siger Helle Thilits Jørgensen.
Vigtigt med et talerør
Ældrerådet er talerør for borgere over 60 år og står for at rådgive byrådet om, hvordan politikken skal være for de ældre i kommunen. Og der er stort behov for deres arbejde, mener Ernst Jensen, der er frivillig på Lokalcenter Skelager.
- Jeg synes, det er vigtigt, at der er et ældreråd, der kan holde Byrådet i ørerne, så de ældre kan få det bedre på plejehjemmene, siger han.
Han får opbakning fra Vera Hansen, der er på besøg på Lokalcenter Skelager som gæst.
- De unge, de har så travlt, og der er så mange projekter og alt muligt. Så derfor synes jeg, det er vigtigt, at der er et ældreråd, der kan bremse lidt ned og få os med, siger hun.
Har værdifuld viden
Flemming Westergaard er kandidat til Ældrerådet i Aarhus. En af hans mærkesager er, at han vil bekæmpe ensomhed hos ældre.
- Det kan være ensomhed i eget hjem, på plejehjemmet eller de, der har mistet en ægtefælle. Der må vi gribe ind og sørge for at lindre. For vi kan jo ikke erstatte, siger han.
Han oplever i høj grad, at Byrådet lytter til Ældrerådet, når der skal træffes beslutninger vedrørende ældre.
- Vi kommer med argumenter, og hvis argumenterne er stærke nok, så bliver der lyttet. Og der er ikke nogen i Ældrerådet, der ikke kan få deres stemme hørt, siger han.
Han mener desuden, at mange af medlemmerne i Ældrerådet har værdifuld viden om de ældres behov.
Læs også
- En del af medlemmerne laver socialt arbejde, og der får de en masse erfaring, som de kan give videre til Ældrerådet, så vi kan være med til at præge beslutningerne, siger han.
Valget til Ældrerådet blev skudt igang tirsdag og løber frem til den 31. oktober i Aarhus Kommune. Det nye ældreråd indtræder ved årsskiftet.