Unge om kommunalvalg: Vi forstår ikke politikernes sprog
Kommunalvalget er irrelevant og svært at overskue. Det mener i hvert fald en gruppe unge fra Hadsten Højskole
Det kan være svært som ung at finde ud af, hvad kommunalvalget går ud på. For unge og kommunalvalg er måske ikke den fedeste sammensætning.
I hvert fald ikke, hvis man spørger nogle af eleverne på Hadsten Højskole.
Læs også
- Det kan godt virke som en irrelevant ting at skulle sætte sig ind i kommunalvalget for os unge. Og så er der så meget andet, man som ung skal tage stilling til. Hvad skal jeg uddanne mig til? Hvor skal jeg flytte mig hen? Så glemmer man lidt det valg, der er lige nu og her med kommunalvalget, fortæller 20-årige Mathilde Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men selvom de unge på har andet end kommunalvalg at bruge tiden på, er det alligevel ikke helt ligegyldigt:
- Det er vigtigt, at man stemmer. Vi er i et demokrati, så jeg føler lidt, at man har pligt til at stemme, siger 19-årige Maja Djernæs Rath, der også går på Hadsten Højskole.
Forstår ikke politikernes sprog
Det er kun 42 procent af de unge i Danmark, der har tænkt sig at stemme til regions- og kommunalvalget den 21. november. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening. På Hadsten Højskole har de unge et bud på, hvorfor det tal er så lavt:
- Det er måske ikke gået op for så mange unge endnu, hvor vigtigt kommunalvalget egentligt er, fortæller Maja Djernæs Rath.
Men det har måske også noget at gøre med den retorik, politikerne bruger i deres valgkamp.
- Jeg synes, det er svært rent faktisk at forstå, hvad der er for og imod, når jeg læser om kommunalvalget. Jeg tror det er vigtigt, at politikerne prøver at tale et sprog, som vi unge forstår, siger 21-årige Christine Hermind til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Alligevel er de unge sikre på, at de nok skal nå at blive klogere inden krydset skal sættes den 21. november.
- Nu er der mange af os, der skal stemme for første gang, så det er spændende. Det glæder vi os i hvert fald til, siger 19-årige Nynne Mørke Berg fra Hadsten Højskole.
VIDEO: TV2-regionerne og Metronome Aarhus står bag #Opstemt, som er for dig, der skal stemme for første eller anden gang til et kommune- og regionsrådsvalg. Se første afsnit nedenfor: