Tidligere formand: Vi har jagtet Leo i mange år
Borgerlistens nye spidskandidat i Norddjurs er ny i politik, men han er den rette til jobbet, mener Torben Jensen, der stopper efter 32 år i politik
67-årige Leo Petersen er Borgerlistens nye spidskandidat ved kommunalvalget på tirsdag.
Han er for mange en ukendt kandidat på stemmesedlen, da han først i 2016 blevet en del af politik, da han blev Borgerlistens nye formand.
- Politik har altid interesseret mig, men jeg har aldrig haft tid, siger Leo Petersen, der indtil for to år siden var direktør i et kornfirma og nu er pensionist.
Han er dog ifølge den tidligere formand, Torben Jensen, den helt rette til at lede Borgerlisten videre, efter han selv har valgt at gå på pension efter 32 år i lokalpolitik.
- Leo er jo en markant foreningsmand fra Allingåbro og har været med i alt, og så har han en god økonomisk baggrund. Han har været direktør i en selvstændig virksomhed, så han kender jo en landkommune som Norddjurs ud og ind erhvervsmæssigt og foreningsmæssigt. Vi har jagtet ham i mange år, men han havde ikke mulighed for at stille op, før han gik på pension, siger Torben Jensen.
FAKTA OM TORBEN JENSEN:
Norddjurs Kommunes første borgmester fra 2006-2009.
Før kommunalreformen var han borgmester i den tidligere Rougsø Kommune fra 1994-2006.
Andre holdninger
Leo Petersen deler mange holdninger med Torben Jensen, men der er et emne, hvor de særligt er uenige.
Leo Petersen er stor modstander af skolelukninger imodsætning til Torben Jensen, der ved sidste valg meldte ud, at Borgerlisten støttede skolelukninger.
Læs også
- Hvis der lukker skoler, falder husene måske i værdi og butikker lukker på grund af fraflytning. Skal det bygges nyt, er det ikke sikkert, at man kan låne penge, siger Leo Petersen.
Ved sidste valg mistede Borgerlisten to pladser i kommunalbestyrelsen. Mange peger på, at det skyldtes deres holdning til skolelukninger.
Nu landmand og bedstefar
Torben Jensen håber, at Leo Petersen kan være med til at få i hvert fald to mandater i kommunalbestyrelsen.
Ved valget i 2013 krævede det 780 stemmer at få én plads.
Han selv vil nu dedikere tiden til sit fritidslandbrug og sine børnebørn.
- Det bliver med noget vemod at stoppe, men jeg synes også, at tiden er inde, siger Torben Jensen.