Reportage: God tone ved valgets første borgmesterduel
Folkeskolen blev aftenens tunge tema i valgets første duel mellem byens største favoritter til at tage borgmesterkæden rundt om halsen.
Tirsdag aften. Klokken er netop kravlet henover 19.00. Den siddende borgmester, Steen Vindum (V), tager det første ord. Med opsmøgede skjorteærmer og cowboybukser siger han selvsikkert til de fremmødte:
- Jeg tror, I med 99,8 procents sikkerhed har besøg af den kommende borgmester i dag.
Modkandidaten nikker anerkendende og grinende.
Det første reelle topmøde mellem byens borgmesterkandidater foregår på den lokale folkeskole, Sølystskolen i Alderslyst og Søholt.
Få minutter senere. Udfordreren fra Socialdemokraterne rejser sig og omfavner vælgernes opmærksomhed.
Søren Kristensen får hurtigt et grin. Han er på hjemmebane. Til sidst afslører han, hvorfor han virker selvsikker: han selv har gået på Sølystskolen som barn. Han bruger ikke kun øjeblikket til at sole sig i barndomsminder. Lidt overraskende bruger han sin fordel til at rose den siddende borgmester.
- Jeg vil godt starte med at rose borgmesteren for sine mange gode initiativer som borgmester, lyder det fra kandidaten iført cowboybukser, hvid skjorte og pletfri kongeblå blazer.
Sølystskolens bestyrelse har stævnet de to spydspidser for at høre deres fremtidsudsigter for området. Emner, som ny multihal i området bliver diskuteret. Planer, der involverer cykelbaner og svømmehal. Men hvor mange penge, der skal bruges, er et spørgsmål, der bliver gentaget fra vælgere, ordstyrere og mellem kandidaterne.
Forskellige finansieringsmuligheder vejer tungt blandt kandidaternes svar. Men den første time er det folkeskolen, som trækker alvoren ind i den generelt hyggelige stemning fra vælgerne og kandidaterne imellem.
For modkandidatens ros til borgmesteren stopper brat ved dette tema. Folkeskolerne trænger til et løft. Flere lærere skal til. De fremmødte griner ikke længere. De lytter intenst. Søren Kristensens tone er mere alvorlig nu. I alvor ønsker han at skære forskellen mellem de to spidskandidater klart op.
Læs også
- Min mission for lokalområdet er, at Sølystskolen skal have endnu flere elever. Generelt er forskellen mellem os, at vi vil tilføre penge til folkeskolen, siger Søren Kristensen.
Den udtalelse får den siddende borgmester til at afbryde ordstyrerens efterfølgende opfordring til spørgsmål fra vælgerne.
- Der er ikke nogen forskel på det område, for vi vil også bruge penge på folkeskolen, konstater Steen Vindum med et undrende blik mod sin direkte modstander i aften og de kommende tre uger frem til valgaftenen.
Se en video med fem spørgsmål til de to kandidater i videoen øverst i artiklen.