Politikere vælger tavshed om Ry-sag forud for valget
Der skal ikke føres valgkamp på Ry-sagen, det mener hovedparten af byrådet i Skanderborg Kommune
Byrådskandidat Katja Hillers’ datter gik på samme skole som flere af drengene, der var involveret i den meget omtalte Ry-sag.
Sagen var da også en af årsagen til, at hun nu stiller op til det kommende kommunalvalg. Men nu vil hun slet ikke snakke om sagen længere.
Læs også
- Jeg synes, at Ry-sagen er en så alvorlig sag, og det er jo en enkeltstående sag, som jeg i bund og grund ikke synes, at man skal køre valgkamp på. For mig har det været en del af motivationen, og det er det, jeg har været ude og fortælle omkring, men jeg ville være ked af selv at føre valgkamp på baggrund af en så alvorlig sag, siger Katja Hillers (R).
Hovedparten af byrådet i Skanderborg er enige med Katja Hillers og ønsker heller ikke at tale om sagen
Ikke alle er enige
Men hos Venstre er man ikke begejstret over de øvrige partiers beslutning om tavshed, når det kommer til Ry-sagen.
- Det tager jeg stærkt afstand fra. Det synes jeg ikke er i orden, det optager mange borgere, så selvfølgelig skal vi da snakke om det, siger byrådskandidat Jens Szabo (V).
På trods af byrådets beslutning, så er det ikke sikkert, at det lykkedes at lægge låg på sagen. Det er helt op til, hvordan borgerne tager imod politikernes tavshed. Det mener professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager
- Man kan jo godt lade være med at tale om det som politiker. Men det betyder jo ikke, at vælgerne ikke vil interessere sig for det, derfor kan man sige, at det kan være sådan et lidt tveægget sværd. For hvis vælgerne accepterer det og siger, at det er en enkel sag, som vedrører nogle enkelte personer, og det behøver vi ikke at tale så meget om, når nu vi skal tale generelle politiske spørgsmål, så kan det jo godt virke, siger Rune Stubager og fortsætter:
- Men der kan også være vælgere, der mener, at den her sag viser et eksempel på nogle generelle problemer, som politikerne selvfølgelig må forholde sig til i vores kommune, og det er jo så balancen i mellem de to ræsonnementer, der afgør det.
Borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde (S) var torsdag aften i studiet på TV2 ØSTJYLLAND for at tale om beslutningen. Se mere herunder: