Lodtrækning afgjorde kandidaters skæbne i flere kommuner

Både i Syddjurs og i Favrskov skulle der lodtrækning til for at afgøre, hvem der skulle have det sidste mandat hos Venstre

Normalt er det borgernes stemmer, der afgør, om kandidaterne kommer i byrådet eller ej. Men i Favrskov Kommune var der brug for at tage andre midler i brug.

De to kandidater Inge G. Sørensen og Hanne Smedegaard havde hver fået 280 stemmer til kommunalvalget, og lå derfor helt lige i kampen om det niende Venstre-mandat i Favrskov Kommune.

quote Det er ikke den sjoveste ting at gøre, men sådan må det være

Spidskandidat for Venstre i Favrskov Kommune, Flemming Nørgaard.

Det betød, at man var nødt til at trække lod mellem de to kandidater, og det blev Venstres spidskandidat Flemming Nørgaard, der stod for lodtrækningen.

- Det har jeg været nødt til at gøre. Det er ikke den sjoveste ting at gøre, men sådan må det være, siger Flemming Nørgaard (V). 

Flemming Nørgaard måtte trække lod mellem de to kandidater til den sidste plads i byrådet.

Lodtrækningen endte med Hanne Smedegaard (V) som vinder. Hun kan nu tage Venstres sidste plads i byrådet.

Også lodtrækning i Syddjurs

Partiet Venstre har for alvor haft gang i lodtrækningen i det østjyske. Også i Syddjurs Kommune måtte man efter stemmelighed lade tilfældighederne afgøre valget. 

Her havde kandidaterne Nicklas Sixhøj og Torben Therkelsen begge fået 154 stemmer til kommunalvalget, og de lå derfor helt lige i kampen om Venstres ottende mandat.

Torben Therkelsen trak det længste strå i den kamp.