Drengerøven Jan Petersen: Jeg skal passe på med min humor
Jan Petersen (S) fik en indføring i kulturlivet i Norddjurs Kommune
I forbindelse med kommunalvalget i slutningen af november har TV2 ØSTJYLLAND inviteret de østjyske borgmestre ud i virkeligheden.
Norddjurs Kommune står for skud, og her hedder borgmesteren i øjeblikket Jan Petersen og kommer fra Socialdemokratiet.
Han blev sendt i praktik som kulturmedarbejder på Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
- Det er jo et mangfoldigt sted, og det med at sørge for, at sådan noget fungerer praktisk, det er jeg ikke helt ubekendt med. Det med at lave noget, det kan jeg godt finde ud af. Eksempelvis står jeg i bar til sommerfesten, siger Jan Petersen.
I forbindelse med kommunalvalget den 21. november har vi her på TV2 ØSTJYLLAND sendt de østjyske borgmestre i praktik som noget helt andet end deres dagligdag på rådhusene. Du kan se alle afsnittene af miniserien med borgmestrene her.
Adspurgt om, hvad der skal til for at lokke flere tilflyttere til Norddjurs Kommune er kulturen og en af løsningerne, mener borgmesteren.
- Måske lidt ekstra på kulturen, mere om, hvad der rent faktisk er her, mere til børnehaverne, lidt ro om skolerne, og så er der nogle der vil sige ’sørg lige for at få lappet nogle huller på vejene’, og det har de ret i, siger Jan Petersen.
Læs også
I løbet af sin praktikdag i Pavillonen fik borgmesteren også lejlighed til at fyre et par vittigheder af – både af den stuerene slags, men også af den modsatte slags.
- Vi har lov at være drengerøve engang imellem, og jeg skal passe på nogle gange med ikke altid at bruge den humor, jeg rent faktisk har, for jeg er lidt til sådan noget grovkornet humor, siger Jan Petersen.