Debat: Var det ansvarligt at lukke skoler i Randers?
Folkeskolestrukturen i Randers Kommune var til debat, da der lørdag var valgdebat i Randers Regnskov
En af de helt store varme kartofler ved kommunalvalget i Randers Kommune er den skolestruktur, der er blevet indført i Randers.
Og i TV2 ØSTJYLLAND’s valgdebat lørdag, var det også et emne, der blev taget op af vores Facebook-brugere.
I slutningen af 2014 indgik Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et skoleforlig, og det betød at man blandt andet lukkede fem folkeskoler i kommunen. Det mødte i dag kritik fra et af de partier, der ikke var med i forliget.
Hos SF er man nemlig bekymret for kvaliteten af undervisningen. Især at hver tiende 9. klasses-elev ikke får en afgangseksamen fra folkeskolen, og at karakterniveauet er dalende.
Læs også
- Vi bliver nødt til at investere i de her skoler. Skolerne er så sønderramte af den skolestruktur, måden man har implementeret dem på, måden man har sat den sammen på. De halter stadigvæk bagud. Og det kan vi se på alle tallene, det ser ikke prangende ud. Og derfor bliver vi simpelthen nødt til at have nogle flere penge til at eleverne også får en reel chance, siger Charlotte Mølbæk (SF).
Førte ansvarlig politik
Det var siddende borgmester, Claus Omann Jensen (V), der var i spidsen for forhandlingerne om den nye skolestruktur i Randers. Og han mener, at byrådet har ført en ansvarlig politik ved at indføre den nye skolestruktur.
- Desværre er det sådan, at de to forgangne byråd, der var, de tog ikke det ansvar, man måtte forvente af dem. De lod skolestrukturen vente og vente, selvom det havde en proces på det her. Og det er fordi, det gør ondt at lave skolestrukturændringer. Det ved vi alle sammen godt, siger Claus Omann Jensen (V).
- Men politikere er valgt for at tage ansvar. Vi tog et ansvar, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, vi tog et ansvar. Fordi vi kunne se, at der ikke var råd til, at vi kunne vedligeholde, de skoler vi havde, fordi vi kunne se, vi ikke investerede i IT, som vi gør igen. Fordi vi kunne se, at der ikke var to-lærerordninger nok, så vi kunne, som vi nu gør igen. Så derfor tog vi det ansvar, der påhviler os.
Læs også
- Jeg kan godt forstå, hvis nogle er ærgerlige over, at lige netop deres skole var den, der skulle lukke. Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg må også bare sige, at vi desværre har et samlet ansvar for 10.000 elever, siger Claus Omann Jensen, der peger på, at elevernes karakterer ser ud til at stige igen.
Fik løftet pegefinger
Randers Kommune fik i 2016 en løftet pegefinger af Indenrigsministeriet i forbindelse med forhandlingerne om skolelukningerne. Der var dokumenter, som nogle partier ikke fik lov at se, og det fik Randers Kommune kritik for.
En af dem, der var udelukket fra at se dokumenterne var Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen.
- I Velfærdslisten mener vi, at de her skolelukninger er gift for folkeskolen i Randers Kommune. Vi synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, det man har udsat børnene, lærerne og medarbejderne for. Lukningerne var i sig selv tåbeligt, man gennemførte dem på en helt vild dårlig måde, alt for forhastet. Men processen også der førte til det, det var decideret ulovlig, siger Kasper Fuhr Christensen.
- Det har indenrigsministeriet slået fast. Så det var en kæmpe stor skandale, det her efter min opfattelse, som børnene desværre betaler prisen for i dag. Og vores folkeskole har brug for investeringer. Og det vil vi gøre i velfærdslisten , og der vil vi investere i, at der højest skal sidde 22 elever i klassen og at lærerne får mere forberedelsestid.
Læs også
Velfærdslisten så hellere, at man i kommunen droppede de såkaldte prestigeprojekter, så der kan blive penge til Folkeskolen.
- De skal komme fra – dels at vi dropper de her tossede prestigeprojekter, man har brugt en masse penge på, de grønne dyr hernede i Hospitalsgade. Vi skal have stoppet Hal 4, som har kostet 130 millioner kroner over de næste 30 år. Og så vil vi også sætte skatten op for husejerne – cirka seks kroner om dagen – for en almindelig familie for et almindeligt hus og så virksomhedsejerne, som ejer ejendommen, siger Kasper Fuhr Christensen.
Der var også mange andre emner, der blev diskuteret, da TV2 ØSTJYLLAND holdt valgdebat i Randers Regnskov. Du kan se hele debatten her: