Aarhus-rådmand om psykiatrien: Ingen af os gør det godt nok

Rådmand Thomas Medom og formand for psykiatriudvalget i regionen, Henrik Gottlieb Hansen, er enige om, at problemerne i psykiatrien kræver handling

Hvad der skete med 25-årige Jonatan Heide Becker er fuldkomment uacceptabelt og må aldrig ske igen. 

Sådan lyder udmeldingen fra Thomas Medom (SF), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. 

Han erkender, at der er en kløft mellem region og kommune på psykiatriområdet, og det skal der rettes op på. 

- Det er ikke et spørgsmål om, at kommunen ikke gør det godt nok, eller at regionen ikke gør det godt nok. Det er der ingen, der gør. Så vi skal sammen bruge flere penge på vores psykiatri, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND. 

Henrik Gottlieb Hansen (S), der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland, er enig i, at der er behov for at tilføre penge til psykiatrien. 

- Jeg tror, vi kører helt på kanten, når vi gælder antallet af sengepladser. Vi kunne godt bruge nogle flere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Snart klar med Psykiatriens Hus

En af de løsninger, der er på vej fra Aarhus Kommune og Region Midtjylland, er et såkaldt Psykiatriens Hus. Et sådant tilbud findes allerede i kommuner som Silkeborg og Randers og kommer nu også til Aarhus. 

- Her skal vi sammen drive fælles pladser, hvor der både er social-psykiatri og behandlingspsykiatri i samme hus, siger Thomas Medom.

Sådan fungerer Psykiatriens Hus i Silkeborg

Knud Kristensen, der er formand i landsforeningen SIND, kalder Psykiatriens Hus for et godt initiativ og et skridt i den rigtige retning, men han mener ikke, at det i tilstrækkelig grad vil løse problemerne. 

- Vi er nødt til at have en psykiatri med et tilstrækkeligt antal sengepladser, så man ikke behøver at udskrive folk, før de er klar. Vi er også nødt til at have nogle kommunale botilbud, der er rummelige nok til, at man kan tage en borger ind med kort varsel, siger Knud Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ifølge Thomas Medom har Aarhus Kommune afsat penge til de første 11 ekstra pladser i botilbud hos kommunen. 

Behov for større ambitionsniveau

De tre parter kan ikke kun blive enige om, at psykiatrien bør opprioriteres på regionalt og kommunalt plan. De mener også, at der er brug for flere penge fra Christiansborg. 

- Som samfund tror jeg også, at vi skal sætte det samme ambitionsniveau for vores psykiatri, som vi gør for vores almindelige sundhedsvæsen, så Folketinget har også behov for at komme med en ny psykiatriplan, siger Thomas Medom. 

Henrik Gottlieb Hansen mener ligeledes, at tilstrømning til psykiatrien er så stor, at det er nødvendigt med et større økonomisk råderum. 

- Det ville være en stor hjælp, hvis der ved den kommende finanslov kom nogle penge, der var øremærket til psykiatrien. Jeg har ikke brug for skattelettelser, jeg har brug for penge til en bedre psykiatri, siger Henrik Gottlieb Hansen. 

Knud Kristensen fra SIND nikker, når det drejer sig om at tilføre penge til psykiatrien. 

- Jeg mener, at både region og kommune skal gøre noget, men vi er også nødt til sammen at gå til folketingspolitikerne og sige, at det her skal løftes, siger han. 

Malling kirke

play Nu er dræbte Freyja bisat

AGF-Sønderjyske

Østergaard: Stadion-forsøg skal afsløre kviktestens pålidelighed

image5

En person fundet død i villakvarter i Silkeborg

Laura Thomsen Luxury

Butiksejer lod kunder bytte julegaver under nedlukning: Torsdag kom han godt fra start i retssagen

corona

liveblog COVID-19 LIVE: Antallet af coronasmittede overstiger 600

20141104-103344-2-1920x1280we

play Havbrugsejer beskyldes for massiv forurening - nu begynder retsagen