Vores 12-årige søn kan være livsfarlig

Jakobs forældre har i årevis kæmpet en lang og opslidende kamp for at få tilkendt den hjælp, han har brug for. Gentagne gange har kommunen ignoreret de anbefalinger, som landets eksperter er kommet med. Nu frygter familien, at det snart kan være for sent at hjælpe deres søn.

Det er fredag i februar. Jakob har opført sig besynderligt hele dagen. I tre timer har han gået rundt i sin mors sølvsandaler med glimmersten. Normalt er han ellers ret homofobisk.

Han har også smadret en rude i kælderen. Det er der dog ikke noget nyt i.

- Du skal børste dine tænder nu, siger Brynja Krøyer til sin 12-årige søn.

Brynja er udmattet, og det kan høres på hendes stemme. Jakob nægter at børste sine tænder. Han er ikke klar til at sove. I stedet springer han på sin mor fra siden. Han trækker hende ned i sin seng, så hun lander oven på ham.

Han holder et fast greb rundt om hendes hals med sin venstre arm, mens han knytter sin højre hånd. Han rammer hendes tinding, kæben, øjet og næsen. 10-15 slag bliver det til.

Brynja er i chok. Tænk, at hendes 12-årige søn har så mange kræfter. Hun skriger.

Jakobs lillebror kommer ind på værelset. Han er også chokeret, men han ved præcis, hvad han skal gøre. Det er ikke første gang, de står i en situation, som er ude af kontrol. Han griber sin telefon og ringer til sin storebror, Matthias, som bor i Skanderborg. 25 kilometer fra deres bopæl i Odder.

Pludselig slipper Jakob grebet om sin mors hals. Det er som om, det går op for ham, hvad han har gang i. Brynja spæner op i køkkenet. Hun fjerner alle knive. Og alle andre skarpe genstande.

- Jeg priser mig lykkelig over, at han ikke havde en skarp genstand i nærheden på sit værelse, siger hun.

Frygten for, at han en dag vil gøre alvor af sin trussel om at slå hele familien ihjel, sidder stadig i hende. 4,5 år forinden denne vinterdag i 2021 var Jakobs trussel tæt på at blive til virkelighed.

Nu stod Brynja igen i sit hjem og frygtede for sit eget og familiens liv. Hun tænkte for sig selv, at episoden kunne have været undgået, hvis Jakob havde fået den støtte og hjælp, som de har råbt på i så mange år.

Psykosen kommer snigende i 2016 som en snebold, der ruller og bliver større og større. Jakob er syv år, og han bliver mere og mere vild og temperamentsfuld. Han springer rundt på tage uden at tænke på konsekvenserne. Han tror, han er supermand.

Han begynder også at tale med nogle mennesker, som kun han kan se. Nogle af dem taler han ikke med, for de hænger døde i træerne, forklarer han til sine forældre. Værst af alt er dog, at han på daglig basis truer sin familie med, at han vil slå dem ihjel.

- I den periode fortæller han hver eneste dag, at han vil slå os ihjel, mens vi sover. Han vil tage en kniv og langsomt føre den ind i vores mave eller bryst, så vi fjerner alle knive og skarpe genstande, fortæller Brynja Krøyer.

En varm sommerdag i 2016 eskalerer det. Jakobs lillebror leger i et svømmebassin, der står i haven. Jakob og hans kammerat hopper også i bassinnet. Deres far, Per Krøyer, sætter sig på en stol for at holde øje med dem. Ikke fordi han frygter, at de gør noget, de ikke må, men mere for at være der, hvis de nu falder og slår sig.

Pers øjne hviler på avisen, men pludselig kan han fornemme, at noget er helt galt. Jakob presser sin lillebrors hoved ned under vandet. Han forsøger at drukne ham. Per går i panik. Han smider avisen fra sig og kaster sig over drengene. Han får dem skilt ad og får lillebror hevet op ad vandet. Han er helt blå.

- Jeg sparker faktisk Jakob væk. Og så får jeg hevet Jakobs lillebror op. Han er mere død end levende. Jeg var helt ude af mig selv. Det var en voldsom oplevelse. Men på det tidspunkt var han jo psykotisk. Det vidste vi bare ikke, siger Per Krøyer.

Den sommerdag går det for alvor op for Per og Brynja Krøyer, at der er noget helt galt med deres syvårige søn. De bliver nødt til at få ham undersøgt. Han skal have hjælp.

Hvad, de ikke ved, er, at de står over for en lang og sej kamp for at få den støtte til Jakob, som han har brug for.

Det er et langt og hårdt forløb for hele familien, da Jakob bliver indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. I 4,5 måned er syvårige Jakob væk fra sin familie og sine vante omgivelser. Men det er en nødvendighed. Jakob har brug for hjælp.

- Det er rigtig hårdt. Det er ikke for sjovt, når et barn bliver indlagt med en psykose. Det slider på hele familien, siger Brynja Krøyer.

Psykiatrien finder frem til, at Jakob har haft en psykose, at han har ADHD og generaliserende angst i barndommen. Familien er lettet. Nu ved de, hvad Jakob fejler, og de glæder sig til at få ham hjem igen. De håber og tror på, at de nu går en nemmere hverdag i møde, som hverken indeholder dødstrusler eller stemmer i Jakobs hoved.

Det hele tegner også godt. Han har fået medicin, nogle af landets allerbedste eksperter har udredt ham, og de har lavet en række anbefalinger, som detaljeret beskriver, hvilken hjælp der vil være allerbedst for Jakob.

Anbefalingerne lyder blandt andet på, at familien skal aflastes. Og så skal Jakob gå i en klasse med få elever på en skole, som har kendskab til ADHD, og som kan tilrettelægge undervisningen præcis efter Jakobs behov.

Nu er det bare op til Odder Kommune at gribe bolden. Det gør de også til en begyndelse. Familien bliver hurtigt præsenteret for kommunens børne- og familiecenter, de får en sagsbehandler, og de første par måneder får de hjælp og rådgivning fra to organisationer, som er i regionens regi.

Herefter er det som om, Børne- og Familiecentret taber bolden igen.

- Det er som at slå i en dyne. Det er som om, de ikke forstår, hvor alvorligt det er. Vi bliver ved med at hive fat i dem og bede om hjælp, men vi føler ofte, vi bliver ignoreret. Det er svært at komme videre, for kommunen kommer ikke med nogle initiativer, siger Per Krøyer.

Jakob kommer heller ikke i et skoletilbud, som er specialdesignet til ham. Han kommer derimod tilbage til den klasse, han kom fra med 22 elever og helt almindelig undervisning. Parkvejens Skole visiterer nemlig kun én gang om året.

- Det er fuldstændig forfærdeligt. Det meste af tiden sidder han under bordet. Jeg synes, det skriger til himlen, at man gang på gang sender et barn, der har været indlagt med en psykose, tilbage til det samme skoletilbud, siger Brynja Krøyer.

Efter sommerferien bliver Jakob visiteret til Parkvejens Skoles specialklasse. De mener nemlig godt, de kan håndtere Jakob og give ham den støtte, han har brug for. Jakobs forældre mener derimod, at Jakob skal på en specialskole, men det ønske får de aldrig opfyldt.

Familien sender den ene mail efter den anden til kommunen, men svarene udebliver ofte. Den manglende hjælp til Jakob i skolen og den manglende aflastning til familien er ved at få hele familiens korthus til at vælte. De er desperate.

Inden Jakob bliver indlagt, ser familien sig selv som en helt almindelig kernefamilie. Per har et godt arbejde med en høj hyre, og Brynja arbejder som leder.

Men Jakobs indlæggelse og den efterfølgende manglende støtte vender alt på hovedet. Det er dog ikke kun Jakobs diagnoser, der udfordrer familien. I 2017 brænder familiens hus, i 2018 får Brynja konstateret kræft, i 2019 bliver hun fultidssygemeldt med depression og panikangst, og Per går ad flere omgange ned med stress og depression.

- Vi er fuldstændig i underskud af energi. Og på det tidspunkt har jeg konstant dårlig samvittighed. Jeg kan ikke udføre mit arbejde tilfredsstillende samtidig med, at jeg skal være der så meget for børnene. Jakob kan jo ikke være alene, siger Per Krøyer.

Mens Per og Brynja kæmper en brav kamp derhjemme, får de pludselig et overraskende brev i deres e-Boks. Odder Kommune vil lukke Jakobs sag. De mener, alt går, som det skal.

Familien er chokeret. Det er psykiatrien tilsyneladende også. De inviterer nemlig familiens sagsbehandler til et netværksmøde, hvor de vil understrege, at Jakob og familien fortsat har brug for hjælp. Sagsbehandleren dukker dog aldrig op til mødet.

Invitationen får dog kommunen til at holde sagen åben. Men familien får fortsat ingen hjælp. Heller ikke selvom psykiatrisk afdeling ad flere omgange skriver til kommunen, at Jakob ikke får den tilstrækkelige støtte, og at det kan have store konsekvenser for både familien og for Jakobs ve og vel.

- Vi har tit været i tvivl om, hvorvidt det er vores skyld - om vi er dårlige forældre, men det synes jeg ikke. Vi har altid mødt Jakob med kærlighed. Men nogle gange er det svært at nå ind til ham, siger Per Krøyer.

I 2020 er Jakob så dårlig, at han bliver indlagt igen. Denne gang er han indlagt i tre måneder, og psykiatriens eksperter vurderer, at Jakob har ADHD, Tourette+ og flere forskellige såkaldte Z-diagnoser. Det betyder, at Jakob er meget krævende og har brug for enormt meget støtte.

- Psykiatrien havde advaret om, at Jakob kunne få flere diagnoser, hvis han ikke fik den rette hjælp fra start, og det er jo det, der sker, siger Brynja Krøyer.

Mens Jakob er indlagt, bliver Brynja og Per skilt.

De har i årevis ikke haft tid og overskud til at pleje hinanden. Men selvom de bliver skilt, fortsætter de med at kæmpe Jakobs kamp sammen så godt som muligt. Håbet om at hjælpen til Jakob er på vej, lever stadig.

Jakob er som 11-årig indlagt på psykiatrisk afdeling i tre måneder. I den tid går han på psykiatriens skole, som analyserer ham nøje.

De beskriver ham som en sød dreng, som har mange gode kompetencer, hvis han får plads til at tage dem i spil. De beskriver ham også som en dreng, som rigtig gerne vil være social, men som har svært ved det. Og en dreng, som skal forberedes på alt, og som ikke kan overskue mere end tre personer ad gangen.

Derfor anbefaler de, at Jakob skal have 1:1-undervisning, og at undervisningen skal skræddersyes efter hans behov, da han ikke kan koncentrere sig længe ad gangen.

Endnu engang vælger kommunen dog, at de ikke vil følge psykiatriens anbefalinger. Parkvejens Skole mener fortsat, de kan give Jakob det, han har brug for. Derfor vender Jakob tilbage til sin specialklasse med syv andre elever.

- Det er et enormt svigt af et barn. Vi føler, det er en magtkamp mellem to sektorer, som ikke kan samarbejde om at lave et ordentligt tilbud til Jakob, siger Brynja Krøyer.

Beslutningen om, at Jakob skal tilbage i sin specialklasse, rammer ham hårdt. Jakob kan ikke rumme det. Han har det stadig skidt, og det ender med, at han slet ikke kommer i skole i hele 6. klasse. I stedet isolerer han sig på sit værelse.

Brynja er magtesløs. Hun vil gerne have Jakob i skole, så han på den måde kan få en lille form for struktur i sin hverdag. Det har han brug for. Hun kontakter skolen og kommunen flere gange, og de holder også møder, men det gør ingen forskel.

Deres sagsbehandler får dog lavet en børnefaglig undersøgelse, som skal klarlægge hvilken hjælp, Jakob har brug for. En undersøgelse, der ifølge serviceloven skulle have været lavet, da kommunen første gang stiftede bekendtskab med Jakob - altså fire år tidligere.

I undersøgelsen erkender sagsbehandleren, at familien ikke har fået den tilstrækkelige støtte.

- Der er beskrevet massive vanskeligheder, der er både behandlings- og støttekrævende. Dette er ikke blevet understøttet i tilstrækkelig grad af skole og socialforvaltningen, står der i undersøgelsen.

Herefter sætter kommunen flere initiativer i gang, men familien får hurtigt en følelse af, at hjælpen kommer alt for sent.

Jakob elsker dyr. Det har han altid gjort. Derfor er familien glade, da Jakob endelig bliver tilbudt at komme i aflastning hver anden weekend på institutionen Christianshede, som ligger på landet og har mange forskellige dyr. Det viser sig dog hurtigt, at det kun er godt på papiret. Jakob bryder sig ikke om at være der.

Det kommer blandt andet til udtryk i en sms, Jakob sender til sin mor, hvor han beder om hjælp.

Det er også i denne periode, Jakob har det værst. Han går ikke i skole, og han har isoleret sig på sit værelse. Han kommer kun ud derfra, hvis han skal på toilettet eller have noget mad.

En fredag i februar 2021 eskalerer det, da Jakob overfalder sin mor med 10-15 knytnæveslag i ansigtet.

Overfaldet bliver anmeldt til politiet, og et par dage senere bliver Jakob hentet af sin sagsbehandler. Han skal anbringes. Der er ikke noget at gøre. Brynja kan ikke have ham hjemme. Han er farlig både for sig selv og resten af familien.

Jakob er indforstået med det, og han tager frivilligt med til bostedet Vestgruppen. Planen er, at Jakob skal være anbragt i tre måneder, så kommunen har tid til at lave en plan over, hvad der skal ske med Jakob. I mellemtiden bliver Jakob præsenteret for ting, som ikke ligefrem hjælper ham.

- Mange af de andre på bostedet er unge kriminelle, så det er ret dårligt selskab for en 12-årig. I den tid han er der, bliver han slået ned, han lærer at ryge cigaretter og hash. Jeg er så frustreret og rasende over det, siger Brynja.

Tiden går, og der kommer ingen plan. Da der er gået seks måneder, kræver Brynja, at Jakob kommer hjem. Hun frygter, at anbringelsen gør hele situationen værre. Men da Jakob kommer hjem, har kommunen fortsat ikke udarbejdet en plan for, hvad der skal ske med Jakob.

Kommunen får dog alligevel strikket en plan sammen kort tid efter. For første gang i næsten fem år følger kommunen psykiatriens anbefalinger. Nu går Jakob i skole to timer om dagen, hvor han har 1:1-undervisning og daglig aflastning i to timer. Han har også netop fået et nyt aflastningstilbud til weekenderne.

- Det er det bedste og også det eneste gode, der er sket i den tid, vi har været tilknyttet Børne- og Familiecentret. Det seneste år har de fået en ny leder, og det er som om, det begynder at gå den rigtige vej nu, siger Brynja Krøyer.

Brynja mener dog fortsat ikke, det er godt nok.

- Jakob burde gå i en specialskole, hvor undervisningen er tilrettelagt efter hans behov, og hvor der er en klar struktur. Og så skal det være sådan, at han kan være der fra 8-16, så jeg kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, og så vi generelt kan få mere struktur i hele familien, siger hun.

Som det er nu, frygter Per og Brynja for Jakobs fremtid.

Der er gået fem år, siden Børne- og Familiecentret i Odder Kommune stiftede bekendtskab med Jakob for første gang.

Dengang var Jakob syv år. Siden da har familien haft skiftende sagsbehandlere, de har ikke set skyggen af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), og de har selv skullet henvende sig til kommunen hver gang, de har haft brug for hjælp. Også selvom landets eksperter har skrevet sort på hvidt, hvad Jakob har brug for.

Nu er Jakob næsten 13 år og går i 7. klasse. Han er næsten teenager, men han opfører sig på mange måder som dengang for fem år siden, hvor kampen om at få hjælp begyndte.

Brynja og Per ved ikke længere, hvad der skal blive af Jakob.

- Det er altid med en klump i halsen, når man tænker på, hvad er det for et liv, han står overfor. Vi ønsker ham det allerbedste, siger Per Krøyer.

Det værste er, at de ikke længere ved, hvad Jakob kan finde på.

- Jakobs lillebror på 11 år er så utryg ved, hvad Jakob kan finde på at gøre, at han låser sin dør til sit værelse. Vi føler os som gidsler i vores eget hjem. Vi er ikke bange for ham, men vi er bange for, hvad han kan finde på, siger Brynja Krøyer.

Brynja og Per ville ønske, det ikke var kommet så vidt. De vil ønske, at Odder Kommune havde fulgt de mange anbefalinger, som landets eksperter kom med. De frygter, at den hjælp, der er kommet det seneste år, er kommet for sent.

- Jeg frygter, at min søn aldrig får sin niende klasses afgangseksamen. Jeg frygter, det ender fatalt, hvis han kommer i voldsom mistrivsel igen. Jeg frygter, det ender med, at han enten slår sig selv eller nogle af os familiemedlemmer ihjel. Og det er helt forfærdeligt at sige, for Jakob er en helt fantastisk dreng, når han trives, siger Brynja Krøyer.

.....

Denne fortælling er Brynja og Per Krøyers udlægning af forløbet. Vi har gennemlæst familiens sagsakter for at faktatjekke oplysningerne. Jakob Krøyer er indforstået med, at TV2 ØSTJYLLAND fortæller hans historie. Han ønsker dog ikke, at andet end babybilleder af ham, bliver vist. Derfor er hans ansigt sløret på nogle billeder.

Vi har også forholdt Odder Kommune kritikken.

Flemming Skaarup, der er direktør for Børn, Uddannelse og Kultur i Odder Kommune, vil ikke kommentere på familiens sag, og han ønsker heller ikke at stille op til interview. I stedet sender han dette skriftlige svar:

- De senere år har der været nogle ting hos Børne- og Familiecenteret, som ikke har fungeret optimalt, herunder også samarbejdet med skolerne. De ting har vi arbejdet – og arbejder stadig - med at rette op på, og vi er kommet et godt stykke af vejen. Det er også det budskab, vi får fra de borgere, der i kontakt med Børne- og Familiecentret, skriver Flemming Skaarup til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortsætter:

- Jeg vil gerne opfordre de borgere, der stadig oplever udfordringer i kontakten med Børne- og Familiecenteret til at tage fat i enten sagsbehandleren eller lederen af afdelingen, for vi vil rigtig gerne i dialog med dem.

Læs mere i artiklen her

Familien har aldrig klaget til Ankestyrelsen over kommunens afgørelser. De har heller aldrig klaget til Klagenævnet for Specialundervisning. De har ikke orket det, og de har heller ikke haft tillid til, at de vil få noget ud af det – heller ikke, hvis de vandt sagen.

I stedet har de netop hyret en advokat, som er i gang med at se på Jakobs sag.

Tekst: Sophie Schou Jensen

Fotos: TV2 ØSTJYLLAND og private

Redaktør: Asbjørn Andersen

Design og layout: Frederikke Schmidt

Udgivet i oktober 2021