Valgplakater ødelagt - men så tegnede kandidaten dem bare selv
Pet Petersens plakater begyndte at gå i stykker. Så måtte kommunalvalgskandidaten fra Radikale i Favrskov Kommune tænke kreativt - så han fattede tusch.
Bevæger man sig rundt i Hadsten eller Hinnerup, så vil man måske have lagt mærke til nogle... lad os kalde det anderledes valgplakater, end man ellers ser.
Et rundt hoved med et blinkende øje, stort smil og hjerte i det andet øje møder ens blik. Det særlige er, at det er tegnet med sort og rød tusch. Navnet på plakaterne er Pet Petersen. Han stiller op for Radikale Venstre, og selvom det ikke er med hans gode vilje, at plakaterne ser ud, som de gør, så har det vist sig, at det er blevet en god historie for den lokale politiker fra Hadsten.
- Der skete det, at jeg havde bestilt nogle plakater, som skulle hænge på miljørigtigt pap. Der sker så en fejl, så jeg får det på plastik og ikke pap. Der går to dage, efter de er hængt op, og så begynder plakaterne at falde af plastikken, fortæller Pet Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kreativ tænkning
Pet Petersens valgplakater var altså reelt set ubrugelige. Så han begyndte at tænke over, hvad han skulle gøre. Han ville ikke bestille nye, for det var både for dyrt og ikke miljørigtigt.
- Men så skal man jo som politiker kunne tænke lidt kreativt, bæredygtigt og økonomisk ansvarligt. Så jeg tog hen i boghandlen og købte to vandtætte tuscher, siger han.
Og så gik han ellers i gang med at dekorere de "nye" valgplakater.
Vækker opsigt
Plakaterne har vakt opsigt i de to byer, og Pet Petersen har fået meget feedback på sine tegnede valgplakater.
- Jeg har fået at vide, at de ligner meget godt, siger han og griner.
- Der er flere, som har spurgt, om de må få en tegning, og jeg havde overvejet, om jeg skulle stille mig ud og tegne nogle til folk, fortæller han.
Det bliver dog ikke dét, weekenden kommer til at gå med.
- Jeg skal ud at banke på døre sammen med folketingspolitikere i weekenden.
Hånden på hjertet: Hvilke plakater kan du bedst lide? De gamle eller de nye?
- Jeg synes faktisk, de nye er bedst. Det har givet rigtig meget omtale, konstaterer Pet Petersen, som også har brugt muligheden for at sætte sine mærkesager på de nye plakater.
Han afviser ikke, at han til et kommende valg - helt bevidst - vil tegne sine plakater.
- Jeg kunne godt finde på at lave en bevidst kombination. Og så måske tegne nogle til folk.
Pet Petersen har i alt hængt omkring 70 plakater op i hele Favrskov Kommune. Han skyder på, at han har tegnet på mellem 10 og 20 plakater i Hadsten og Hinnerup.