Intens debat: Bølgerne går højt om broplaner

Hvor skal der anlægges en bro i Randers? Det deler stadig vandene i fjordbyen, hvor der torsdag aften var debat forud kommunalvalget på tirsdag.

Klimabro eller Østbro?

Det er et af de helt store spørgsmål i kommunalvalget i Randers, og det sås også i debatten mellem byrådskandidater på TV2 ØSTJYLLAND torsdag eftermiddag.

Her var flere kandidater meget klare om deres egen holdninger og kamplystne til at gå deres politiske modstandere på klingen.

Den såkaldte Klimabro er et stort projekt til mere end en halv milliard kroner, der både skal afhjælpe trafikale problemer i den centrale del af Randers og dæmme op for stormfloder i fremtiden. Men selvom Klimabroen er kommunens officielle mål, er der fortsat stor utilfredshed med den fra flere fronter.

For kritikere vil hellere have, at der bliver brugt penge på den såkaldte Østbro, der - hvis opført - ville lede trafikken længere uden om Randers by.

Blandt kritikerne er den tidligere fodboldspiller Erik Bo Andersen, der stiller op til kommunalvalget for listen Østbroen.

Han er især bekymret for de trafikale konsekvenser, Klimabroen vil have.

- Der har ikke været nogen debat ude i Dronningborg (øst for Randers, red.) om, at der lige pludselig skal være 117 procent flere biler på Udbyhøjvej, sagde han blandt andet i debatten torsdag.

Men Østbroen er en fantasi, og en bekostelig en af slagsen, lød det fra Radikale Venstres byrådsmedlem Mogens Nyholm, der har stemt for Klimabroen og den linjeføring.

- Østbroen er for dyr og kan ikke lade sig gøre i 30 år. Derfor er vi nødt til at vælge Klimabroen, der flytter trafikken bedre. Men - man skal selvfølgelig vise hensyn til Kristrup og Dronningborg, sagde Mogens Nyholm i debatten.

Samme Mogens Nyholm var i øvrigt ude med riven efter sine meddebattører, da han påpegede, at flere af de nuværende kritikere enten undlod at stemme om eller sågar stemte for den linjeføring, de nu kritiserer.

Se uddrag fra brodebatten i videoen ovenfor og hele debatten fra Randers herunder:

Se hele valgdebatten her.