Vil lokke folk fra Aarhus mod syd
Horsens kommune går nu offensivt til værks i forsøget på at tiltrække borgere fra Aarhus
Torsdag åbnede Horsens Kommune en butik på Klostertorv midt i Aarhus. Her kan nysgerrige lære mere om fordelene ved at flytte lidt sydpå til Horsens.
Og kommunen mener, at der er flere gode og også kontante grunde til at rykke familien til Horsens.
- Lige her omkring Aarhus er der rigtig mange horsensianere, der flytter til i deres studietid, og en del af dem vil vi sådan set gerne have med hjem igen, men umiddelbart vil vi også bare gerne fortælle, at der er masser af muligheder i Horsens, siger Peter Sørensen (S), der er borgmester i Horsens Kommune.
Ifølge tal fra Horsens Kommune koster et gennemsnitshus på 140 kvadratmeter i Horsens godt 1,3 millioner kroner. Et tilsvarende hus i Aarhus koster godt 2,5 millioner kroner. For en familie med en husstandsindkomst på 800.000 vil det give dem et rådighedsbeløb i Aarhus på omkring 300.000 - mens den samme familie i Horsens vil have et rådighedsbeløb på over 370.000 kroner - det vil sige 70.000 kroner mere.
Horsens Kommune går primært efter børnefamilier, der er begyndt at kigge efter parcelhus, græsplæne og gyngestativ. I butikken i det centrale Aarhus er varerne på hylderne derfor gode argumenter for at flytte til Horsens, men torsdag var der også øl, sodavand og chips til de interesserede.
- Vi lægger mærke til, at rigtig mange reklamerer for deres kommuner i forskellige medier og trykte udgaver. Vi kombinerer det hele og bruger den måde, som vi lettest kan kommunikere med dem som vi gerne vil tale med, siger Peter Sørensen.
I videoen øverst på siden kan du se mere om åbningen af Horsens' butik i Aarhus, og du kan møde en aarhusiansk familie, som har taget turen sydpå.