- Vi skal ind og slås
Bo Henriksen ser frem mod foråret i NordicBet Ligaen
AC Horsens spillede lørdag den sidste testkamp, inden det går løs i NordicBet Ligaen, hvor holdet på næste søndag får besøg af FC Roskilde.
Kampen mod Vejle Boldklub endte 1-1, og cheftræneren var tilfreds med flere ting, selvom han i anden halvleg savnede noget at det hårde arbejde, som ellers har kendetegnet AC Horsens, siden Bo Henriksen tiltrådte som træner.
- Kampen viste, at vi er godt forberedt rent defensivt. Vi stod godt defensivt på banen, og spillede den godt frem. I anden halvleg hæftede jeg mig dog ved, at vi blev lidt uengageret og ikke arbejdede lige så hårdt, siger Bo Henriksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og netop det hårde arbejde bliver vigtigt for klubben i starten af foråret.
Skal ind og slås
- I starten er baneforholdene ikke altid lige gode, så det bliver afgørende, hvordan man går ind i tacklingerne, hvor meget man løber, og hvor hårdt man arbejder. Så vi skal ind på banen og slås, siger Bo Henriksen.
Han er glad for, at blandt andre Frederik Rønnow og Morten Rasmussen er ved at være tilbage efter længere tid på sidelinjen på grund af skader.
- Rønnow ser ud til at være i god fysisk form, så han kan spille kampe. Han er en klassemålmand, der bliver afgørende for os, men han skal lige have den sidste kampform og timing på plads, før han er på 100 procent, siger cheftræneren.
Se: AC Horsens delte med Vejle
Han forventer først, at Morten Rasmussen for alvor kommer til at kunne gøre en forskel i sæsonens sidste fem kampe, da han døjer en smule med følgeskader.
- Han er en kriger, og det bliver godt at få ham tilbage, siger Bo Henriksen, der også roser klubbens islandske angriber, der har nettet flere gange i opstarten og senest i kampen mod Vejle.
- Kjartan Henry Finnbogason er ved at vise sit sande potentiale. Han er hentet for at afgøre kampene, og det begynder han at vise. Han var kampens bedste mod Vejle, siger Bo Henriksen.
Målsætningen er top seks
Om en uge spilles der atter om point, når FC Roskilde kommer til Casa Arena i Horsens.
- Det bliver en slåskamp. Det har oprustet godt i vinterpausen, og de vil ud og have point. Det bliver en svær kamp, og derfor skal der arbejdes hårdt, og de indbyrdes aftaler skal holdes, siger træneren.
Han fortæller, at der atter er helt ro på i klubben efter en større sparerunde sidst på efteråret.
- Vores målsætning er top seks, men nu skal vi først have lagt lidt afstand til nedrykningsstregen, som kun er seks point under os, så det er den kortsigtede målsætning.
AC Horsens har 23 point i NordicBet Ligaen, og det rækker til en femteplads.
Kampen mod FC Roskilde spilles på søndag klokken 15.00.