Vej var spærret: Bus involveret i færdselsuheld
Bollervej sydøst for Horsens var spærret efter et trafikuheld fredag morgen
Opdateret 12:54: Bollervej er nu åben for trafik igen. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter
Et færdselsuheld på Bollervej øst for Sejet by nær Horsens betød, at vejen var spærret det meste af formiddagen
Færdselsuheldet skete omkring klokken 07.00 fredag morgen, oplyste Sydøstjyllands Politi på Twitter.
Læs også
- En bus kommer kørende i retning mod Horsens, og i modsatte retning kommer en udenlandsk varebil, som forsøger at overhale. Varebilen kører i forbindelse med overhalingen ind i bussen, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt til TV2 ØSTJYLLAND.
Føreren af varebilen var, ifølge politiet, kommet alvorligt til skade i forbindelse med uheldet. De foreløbige oplysninger går på, at der er to tilskadekomne. I bussen var også skolebørn, hvor enkelte har lettere skader.
Spærret det meste af formiddagen
Bollervej blev i forbindelse med uheldet spærret af. Sydøstjyllands Politi kunne fredag klokken 12.51 oplyse, at vejen, som har været spærret det meste af formiddagen, er åben igen.
Politiet opfordrede i forbindelse med afspærringen folk til at finde alternative ruter. Der var oprettet omkørsel ved Tyrasmindevej og Skjold Kirkevej.