Våd vinterferie giver travlhed i fængslet
Det ruskende, regnfulde vejr har betydet et højere antal besøgende hos flere østjyske museer og turistattraktioner. Blandt andet hos Fængslet i Horsens, hvor ekstra mange gæster var trukket indenfor.
Mange østjyder er i vinterferien rykket en tur i fængsel. I Fængslet i Horsens har gæsterne ligefrem valfartet til for at komme ind og ruske tremmer.
- Der har været en stor stigning i antallet af besøgende. På mange af vores aktiviteter har der været så mange folk, at de måtte stå i kø, siger museumsformidler på Fængslet i Horsens, Matilde Jansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Nogle af dem, der havde taget turen til de gamle fængselsceller, var familien Vinther-Jensen fra Viby Sjælland. De brugte det sidste af vinterferien på at mærke fængselslivet på egen krop. Som en del af besøget kunne de nemlig prøve noget af det gamle fangetøj.
- Det kradser lidt meget. Det har været ret spændende at opleve, for jeg interesserer mig ret meget for fængsler, siger 11-årige Clara Vinther-Jensen.
I vinterferien har en helt ny forlystelse haft premiere. Her kan gæsterne iført et par virtual reality-briller selv prøve kræfter med udbryderkongen Carl August Lorentzens flugttunnel.
Efter flere måneders arbejde med at grave en tunnel, lykkedes han lillejuleaften 1949 med at flygte fra Horsens Statsfængsel.
I den nye forlystelse får man et par controllere i hånden, hvor den ene agerer lommelygte i den mørke tunnel og den anden er en murerske, som man kan grave med.
Så gælder det ellers bare om at grave de 18 meter, inden man til sidst måske har gjort udbryderkongen kunsten efter.
- Det føltes som om, at man var i en rigtig tunnel, siger syv-årige Valther Cramer fra Horsens til TV2 ØSTJYLLAND.
Fængslet i Horsens har denne vinterferie haft flere besøgende sammenlignet med sidste år. Og selvom det våde vinterferievejr formentlig har spillet en rolle, er det ifølge museumsformidler Matilde Jansen ikke den eneste forklaring.
- Jeg tror, at det er fordi, vi bliver ved med at forny os. Vi får hele tiden nye aktiviteter ind, og vi får nye rundvisninger og forsøger hele tiden at formidle nyt materiale, siger Matilde Jansen.