To ulykker på E45
To ulykker på E45 Motorvej ved Horsens onsdag eftermiddag
Onsdag sidst på eftermiddagen er der sket to ulykker på Motorvej E45 ved Horsens. Ulykkerne giver store kødannelser.
Den første ulykke skete i sydgående retning klokken 16.20 på strækningen mellem afkørslerne ved Horsens Syd og Horsens Vest.
- Der er fire biler involveret i ulykken, og der er otte personer, som er kommet til skade, men der er tilsyneladende ikke nogen, der er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands politi.
Begge spor i sydgående retning var spærret i en times tid på grund af ulykken, men omkring klokken 17.30 blev de atter åbnet op for trafikken.
Kort tid efter den første ulykke gik det også galt i nordgående retning på motorvejen næsten lige ved den første ulykke.
Se: Politiet: Dårlig trafikmoral
- Her er en lastbil og tre personbiler involveret, og der er ingen meldinger om tilskadekomne, siger Jørn Lindhardt.
Ifølge politiet begyndte flere personer at gå og køre i nødsporet.
- Det skal man på ingen måde begynde på. Det er farligt, og det er noget, som vi ser alvorligt på. Dem, der gør det, bliver skrevet, siger Jørn Lindhardt.
I videoen øverst på siden kan du se billeder fra kødannelserne på motorvejen. Foto: Privatoptagelser.