Ultimatum fra Danish Crown: Gå på arbejde eller bliv fyret

Godt 200 medarbejdere strejker stadig i Danish Crown, men det skal høre op nu

Der har nu været overenskomststridig arbejdsnedlæggelse på Danish Crown i Horsens i cirka en uge, og selv om de fleste er tilbage på jobbet, er der stadig omkring 200 medarbejdere, der strejker.

Men nu har ledelsen i Danish Crown valgt at sætte hårdt mod hårdt. De strejkende medarbejdere er blevet informeret om, at hvis ikke arbejdet normaliseres fra arbejdsdagens start mandag den 6. juni, vil de blive fyret.

- Vi er rigtig ærgerlige over, at vi er nået hertil. Efter en konstruktiv dialog med de tillidsvalgte på slagteriet i Horsens blev vi enige om at igangsætte en møderække, hvor vi sammen får ryddet de uoverensstemmelser af vejen, der er mellem medarbejderne og ledelsen. Det fik torsdag den overvejende del af de 1300 medarbejdere til at gå i arbejde, men en stor del af de resterende medarbejdere virker desværre helt urokkelige, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork i en pressemeddelelse.

- I løbet af den forgangne uge har vi gang på gang understreget overfor de strejkende medarbejdere, at flere af de fremsatte krav aldrig ville blive genstand for en forhandling. Det har desværre ikke fået dem til at opgive kravene. Nu får de en sidste chance for at genoptage arbejdet, og det håber vi inderligt, de vælger at gøre, siger Per Laursen.