To sigtet af politiet: Var 300 meter ude på isen
To mænd havde lørdag eftermiddag bevæget sig så langt ud på isen på Horsens Fjord, at Søværnet var tæt på at blive involveret.
De seneste dage har politi og kommuner opfordret til, at man ikke går ud på isen, før det er sikret, at den er tyk nok.
Men det frosne vand er alligevel en for stor fristelse for mange.
Det var det også for to mænd, der lørdag eftermiddag bevægede sig ud på isen på Horsens Fjord.
- Vi får en anmeldelse på, at der går nogen derude og så bliver vi samtidig kontaktet af Søværnet, som overvejer at sende en helikopter derud, fordi de går så langt derude, siger Steffen Wolf, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Søværnet nåede dog aldrig at få helikopteren startet. Politiet var nemlig allerede i nærheden og kunne derfor, kort efter at have modtaget anmeldelsen, forsøge at få de to mænd i land.
- Da vi ankommer, går de ca. 300 meter ude, og vi får dem råbt ind, siger Steffen Wolf
De to mænd blev herefter sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Mange går på isen
De frosne fjorde og søer tiltrækker mange folk - og det mærker politiet.
- Vi har oplevet noget lignende en hel del gange allerede, og vi har fået en del anmeldelser på bare den time, jeg har været på vagt, siger Steffen Wolf.
Han opfordrer folk til kun at gå på isen, hvor tykkelsen er blevet målt til at være sikker.
- Gå ind og kig på kommunernes hjemmeside - de skriver, hvor man må gå ud på isen, lyder det fra vagtchefen.