Tilflyttere strømmer til by: - Vi har storbyen i en mindre udgave
Horsens Kommune er vokset med 1000 borgere om året siden 2007. Mandag fik borger nr. 90.000 og nr. 90.001 en særlig velkomst
- Tillykke, I er borgere nr. 90.000 og nr. 90.001.
Christina Findahl Balsby og Jakob Findahl Balsby fik en særlig velkomst. I Horsens var borgmesteren nemlig klar til at tage imod ægteparret, der er blev borgere nr. 90.000 og nr. 90.001 i kommunen.
De seneste 25 år har Horsens formået at forvandle sig fra berygtet fængselsby til en attraktiv kommune, der tiltrækker borgere fra andre østjyske byer.
- Jeg kan helt vildt godt lide, at vi kan bo tæt på byen, vandet og skoven. Vi har det hele samtidig med, at vi bor i et hus til knap så mange penge som i Aarhus, siger Jakob Findahl Balsby.
Det unge ægtepar fra Aarhus har netop købt hus i Horsens. Christina Findahl Balsby havde i første omgang ikke overvejet Horsens.
- Så kom Jakob og sagde hvad med Horsens? Og jeg sagde, Hooorsens! Det synes jeg måske - var lidt langt væk i forhold til, hvad vi havde kigget på.
Læs også
Horsens vokser
Horsens Kommune er vokset med 11.000 borgere siden 2007, hvilket svarer til 1000 borgere om året.
- Vi er glade for at få unge til Horsens Kommune. Det er skønt, hvis der kommer masser af børn. Det er udgifter, som vi gerne giver ud. Det er dejligt at bo i en kommune, hvor vi skal åbne tre nye børnehaver til næste år, siger borgmester, Peter Sørensen (S).
Parret boede i en 2-værelses lejlighed i Aarhus og havde længe ledt efter en bolig med mere plads. Da de så huset i det sydlige Horsens, var de solgt. Det er på 180 kvadratmeter med køkken, stue, 4 værelser og to badeværelser.
- Der er de butikker, som vi plejer at bruge. Der er teater og koncerter. Der er det hele, siger Christina Findahl Balsby.
Det er hendes mand enig med hende i.
- Vi har bare storbyen i en lidt mindre udgave, så slipper vi for alle krydstogtskibene, og Den Gamle By der tager alle vores parkeringspladser, siger Jakob Findahl Balsby.