Tidligere folketingsmedlem forlader Dansk Folkeparti
Claus Kvist Hansen, der sidder i byrådet for DF i Horsens, forlader partiet og opgiver pladsen, skriver DR.
Tidligere folketingsmedlem og nuværende byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens Claus Kvist Hansen melder sig ud af partiet og opgiver sin plads i byrådet.
Det sker grundet frustration med partiets politiske retning, skriver DR.
- Jeg kan ikke længere tilslutte mig DF's overordnede politiske retning.
- Det er en meget stor og vemodig beslutning, så jeg er da lidt trist. Det er jo et fællesskab, man forlader. Men det kan ikke være anderledes. For jeg kan ikke se for mig, at de ting, jeg tror på, vil kunne realiseres i DF, siger han til DR.
Claus Kvist Hansen var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2015 og frem til valget i 2019, hvor partiet blev mere end halveret på Christiansborg. Han har været medlem af byrådet i Horsens siden 2014.
Bred utilfredshed
Med sin exit fra partiet overlader Claus Kvist Hansen sit mandat til en anden kandidat fra partiet.
Han er det sjette byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, der har forladt partiet i den seneste tid. Forklaringerne er gået på utilfredshed med ledelsen til den retning, partiet er i politisk. Dansk Folkeparti har fortsat over 200 byrådsmedlemmer landet over.
Tidligere i juni skiftede byrådsmedlem i Næstved Ghita Nelander til Nye Borgerlige. Det skete delvist i frustration over Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der i sin tid afløste partistifter Pia Kjærsgaard.
- Jeg var til Pia-stilen med kant, lidt frækhed og til at sige tingene direkte. Der er vi blevet for pæne. Kristian skal fortsat være der, fordi han er superskarp. Men der skal være en med karisma til at stå forrest, sagde Githa Nelander til DR tidligere.
Andre afhoppere
19. maj forlod de to byrådsmedlemmer Heino Hahn og John Pawlik fra Vordingborg partiet til fordel for Nye Borgerlige.
Seks dage efter forlod Tina-Mia Eriksen fra Ringsted Kommune Dansk Folkeparti til fordel for De Konservative.
En håndfuld dage senere skiftede Henrik Kjølby til Venstre i Sorø.