Surprise! Ingen vidste at Mark og Cecilie skulle giftes på finurlig dato
Det nygifte par fra Horsens overraskede familie og venner med deres bryllup.
Mark og Cecilies familie og venner har måske fået sig en overraskelse, hvis de så TV2 Østjyllands nyheder torsdag aften.
Det 28-årige par havde nemlig valgt datoen 230323 og Vor Frelser Kirkes tilbud om drop in-vielse at blive gift på. Men de var selv de eneste, der vidste det.
- Vi ville egentlig bare gerne have dagen fuldstændig for os selv. Det var det mest romantiske, vi kunne komme i tanke om, siger Mark Holtermann Vinderslev.
- Ingen, hverken familie eller venner ved det, siger Cecilie Holtermann Vinderslev.
Efternavnet er også nyt for parret, der har været kærester i to år.
Det er da også datoen 230323, der fik kirkerne i Horsens til at åbne dørene til drop in-vielser og -barnedåb for første gang.
- Vi danskere er lidt tilbageholdne. Vi skal have en anledning, så det laver vi i dag, siger sognepræst i Horsens Hanne Henriksen.
Hun har eksempelvis talt med par, der er blevet borgerligt viet for mange år siden, men som nu benyttede muligheden til at få den kirkelige velsignelse også.
Ifølge Hanne Henriksen kan drop in-muligheden være med til at fremtidssikre en folkekirke med lidt højere til loftet.
- Ja, vi kunne også sætte en softicemaskine op i våbenhuset, men hvorfor skulle vi det? Vi er noget andet, vi er en kirke, her er ånd og noget højere på spil, siger præsten.
Parret faldt over muligheden for drop in-vielse i Horsens Folkeblad, og det skrev de lynhurtigt i kalenderen.
Så gik det hurtigt med at booke tid, bestille ringe og finde et frokoststed, inden de torsdag eftermiddag kunne føre hinanden op ad kirkegulvet med bankende hjerter og sige ja foran alteret.
- Det er helt vildt underligt, griner Cecilie.
- Men også lidt hyggeligt. jeg tror lige, det skal synke ind, smiler hun.