Stort udslip af ammoniak er endt i fjord
Et stort udslip af giftigt ammoniakvand er løbet ud i Horsens Fjord.
En stor mængde ammoniak er løbet ud i Horsens Fjord søndag morgen. Det fortæller indsatsleder ved Sydøstjyllands Brandvæsen Claus Rindahl Hansen.
- Vi får en anmeldelse om en større forurening klokken 05.17. Da vi kommer til stedet, kan vi konstatere, at der er løbet 27 kubikmeter ammoniakvand ud, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Udslippet er sket fra en tank hos Horsens Fjernvarme på Endelavevej. Ammoniakvandet, som er giftigt, er løbet ud i en kloakledning ud i fjorden.
Vej spærret
I forbindelse med udslippet var Endelavevej spærret i cirka tre timer søndag morgen.
- Der stod cirka halvanden til to kubikmeter i væskeform i et opsamlingskar, som skal være med til at forhindre udslip. Det kan afgasse til områderne, og der er et fareområde på omkring 50 meter i hver retning i en cirkulær form, forklarer Claus Rindahl Hansen.
Sydøstjyllands Brandvæsen havde derfor såkaldt kemikaliedykkere inde med en slamsuger for at suge det her ammoniakvand op.
- Ud over det har vi skyllet både karret og belægningen og brugt en del tid på at sikre, at det er rent, siger han.
Afspærringen blev ophævet omkring klokken 9, men selve indsatsen på stedet blev for brandvæsenets vedkommende afsluttet klokken 11.30.
Forhindre skader på miljø
Indsatslederen fortæller, at man også var ved havnebassinet for at suge eventuelle miljøskadelige kemikalier op.
- Vi har været dernede for at hindre skader på miljøet, så godt som vi kunne.
Problemet har været, at det har set ud til, at udslippet er sket langt tidligere end det blev opdaget, og derfor var ammoniakvandet allerede løbet ud.