Stor tilfredshed med at bo i Horsens
87 procent af tilflytterne i Horsens Kommune er enten tilfredse eller meget tilfredse med at bo i kommunen
Horsens Kommune har foretaget en tilflytteranalyse blandt tilflyttere til kommunen, og den viser, at 87 procent er meget tilfredse eller tilfredse med at bo i kommunen, hvilket nogenlunde svarer til tilfredsheden i den seneste analyse fra 2011.
Den høje procentdel glæder borgmester Peter Sørensen (S).
- Det er et stort skulderklap, at nye borgere er glade for at bo her. Vi har et stærkt fokus på vækst og at få nye borgere til kommunen. Derfor arbejder vi målrettet med at gøre kommunen attraktiv. Nye borgere betyder liv og udvikling i lokalsamfundet og er en forudsætning for dynamik og velfærd, lyder det fra Peter Sørensen i en pressemeddelelse.
19 procent af tilflytterne i 2014 kom fra Aarhus Kommune og Hedensted Kommune, der leverer næsten lige mange borgere til Horsens Kommune. Særligt aarhusianerne foretrækker at bosætte sig i parcelhuse, og de attraktive boligpriser i Horsens Kommune er af afgørende betydning for deres valg.
Horsens Kommune er en af de hurtigst voksende kommuner i Danmark, og i gennemsnit vælger 880 nye borgere at blive en del af Horsens Kommune hvert år.