Stigende børnetal giver pladsmangel: Løsningen får Bendix og Ida ud i naturen

Det stigende børnetal i Horsens Kommune giver udfordringer med pladsen i de mange dagtilbud. Den udfordring skal to busser nu være med til at løse.

Bendix og Ida synes ikke, at der er noget skidt ved at køre i naturbus.

Et stigende børnetal giver problemer med pladsmangel i institutioner og skoler i flere østjyske kommuner. Men hvad kan man gøre for at afhjælpe det problem?

Hvis man spørger Horsens Kommune, er svaret: Naturbusser.

Det er mere fleksibelt end alternativerne, i forhold til hvor vi mangler fysisk rum og kapacitet i vores dagtilbud.

Torben Skov, dagtilbudsleder i Egebjerg

Kommunen har nemlig anskaffet to specialdesignede busser - kaldet naturbusser - med plads til 20 børn i hver. De skal være tilknyttet de dagtilbud i kommunen, som står med midlertidige kapacitetsudfordringer.

I første omgang bliver busserne tilknyttet Dagtilbud Egebjerg og Dagtilbud Højvang, hvor de giver mulighed for, at institutionerne dagligt kan sende omkring 20 børn afsted ud i naturen.

I dag var daginstitutionen Kaskelotten i Egebjerg på tur i naturbussen for første gang.

- Naturbussen indeholder lidt flere muligheder, end en stationær barak som kunne være alternativet. Det er mere fleksibelt, i forhold til hvor vi mangler fysisk rum og kapacitet i vores dagtilbud, siger dagtilbudsleder i Egebjerg, Torben Skov, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Så kan vi kigge på, hvilke børn vi i kortere perioder kan tilknytte naturbussen.

Jeg synes, det er dejligt, når vi kører i den.

Ida Marie Lund Sommer, 5 år

Naturbusser øger børnenes trivsel

Nogle af de første børn, der er blevet tilknyttet en naturbus, er Ida Marie Lund Sommer og Bendix Schleimann Møller på fem år. De går begge i daginstitutionen Kaskelotten i Egebjerg.

- Jeg synes, det er dejligt, når vi kører i den, siger Ida Marie Lund Sommer til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Opsigtsvækkende opråb: Flyt ikke hertil

Det synes Bendix Schleimann Møller også.

- Og jeg synes, det er dejligt, når vi er kommet til stedet, fordi så kan vi fange dyrene.

Busserne er blevet udsmykket af Billedskolen Horsens, der har lavet fine tegninger af dyr og skovmiljø.

Ifølge pædagog i Kaskelotten Pia Astrup øger naturbussen tilmed børnenes trivsel.

- Det der med at komme ud og være sammen og lave aktiviteterne sammen, det styrker et fællesskab – det er jeg slet ikke i tvivl om, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Intet skidt ved at køre i naturbusser

Den ene bus står klar allerede nu, mens den anden kommer i starten af september. De er speciallavet i Tyskland, hvor de er bygget, så de passer til vuggestue- og børnehavebørn.

Læs også Skolebørn bliver kyllingeforældre: - Det har været svært at undervise i dag

Det betyder, at der både er sovepladser, pusleplads, justerbare borde, garderobe til børnenes ting, et lille køkken med plads til både madpakker og mulighed for madlavning.

Så er der selvfølgelig også et toilet til børnene.

Det ville være fedt, hvis man havde det sådan her fast.

Pia Astrup, pædagog i Kaskelotten

Og hvis det stod til pædagogerne i Kaskelotten, ville naturbussen blive en fast del af deres hverdag - også når der engang er blevet bygget nye lokaler for at afhjælpe kapacitetsproblemerne.

- Det ville være fedt, hvis man havde det sådan her fast – sådan en gang om ugen eller et eller andet, når bygningen står der. Men det er nok ønsketænkning, siger Pia Astrup.

02:24

VIDEO: Befolkningstilvæksten i Horsens skaber pladsmangel i kommunens børnehaver. Men nu har kommunen taget et helt nyt initiativ på området i brug – og det med stor succes.

Luk video

Også børnene i Kaskelotten virker til at være meget glade for naturbussen.

Er der noget som helst skidt ved at køre i naturbus?

- Aldrig – fordi den er så smuk, og det hele er dejligt ved den, siger Ida Marie Lund Sommer og Bendix Schleimann Møller.

Læs også Lukningstruet folkeskole mister elever til ny friskole

Forventningen er, at de to busser skal bruges i kommunens dagtilbud, så længe der er kapacitetsproblemer. I første omgang er kontrakten lavet for de næste tre år.