Skat flytter flere arbejdspladser
Der skal rokeres lidt internt i Skat
I øjeblikket er der 438 Skat-ansatte, der arbejder i Aarhus. Der er 73, der arbejder i Grenaa og så er der 226, der arbejder i Horsens.
Men nu flyttes der lidt rundt på arbejdspladserne i Skat.
Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.
I Aarhus er der 38, der skal flyttes, så det nu vil være 400 fra Skat, der arbejder i Aarhus.
I Horsens og Grenaa går det den modsatte vej - her får afdelingerne flere medarbejdere. Grenaa kommer op på 100, mens Horsens stiger til 240.
- Det har været et rammevilkår, at der skal ske flytninger af vores opgaver. Vi har derfor haft fokus på at samle ledere og medarbejdere i større faglige miljøer, der understøtter en effektiv og professionel opgaveløsning og en styrket sammenhæng på tværs af organisationen. Det, mener vi, er godt både for vores ansatte, men også for borgere og virksomheder som gerne skulle møde høj kvalitet i vores arbejde, siger direktør i Skat Jesper Rønnow Simonsen i en pressemeddelelse.
Flytningerne effektiviseres i løbet af året.